Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.

Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.

Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.

Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.