De største danske komponistfestivaler ligner hinanden mere og mere, men Pulsar Festival skiller sig ud. Her er der stadig mere strygekvartet end performance, og det gør Pulsar til en vigtig alternativ platform for ny musik. Det skal festivalen bare lige indse.

»Kontrastspil, meddelelsesbehov, spilopper. Værket var inspireret af Per Nørgård og levede fuldt op til hans credo om at forvirre på en fortryllende måde. Touché, Tjørnhøj!«

»Martin Stauning lader os skimte en hemmelig lydverden og abstrakte situationer, som nok skal hjemsøge os tilstrækkeligt. Formidabelt!«

»Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl«.

Verden brænder, men i landets symfoniske koncertsale fortsætter livet, som om intet var hændt. Er kvoter virkelig den eneste løsning?

Årets Pulsar Festival kunne ikke slippe ud af den så omtalte »RGBW«-skygge, og fint det samme, for det er tid til systemkritik.