kortkritik
26.08.2022

Slagtøjsfest i dyr pyjamas

Line Tjørnhøj: »Ør«
© PR
© PR

Følte de sig på en eller anden måde sat fri? I hvert fald mødte de to slagtøjssolister, Jakob Weber og Gert Sørensen, op i excentriske kostumer – hvidt jakkesæt og en ternet dragt, der duftede af dyr pyjamas – til uropførelsen af Line Tjørnhøjs orkesterværk Ør, hvor komponisten netop havde skrevet en vis frihed ind i deres noder.

DR Symfoniorkestret var skåret over på midten, men hvinede og stemplede af sted som et svedende maskineri. Til venstre for dem tastede Weber løs på et stumt flygel, mens Sørensen lod køllerne falde over et arsenal af pauker, gong og håndholdt percussion. Man fornemmede klart, at der var et angreb i gang; Tjørnhøj hvirvlede drama op af orkestrale tuttibrøl, som langsomt fortyndedes til træblæserklang og spinkel guiro.

Så satte det, der lød som en cirklende citatmusik, i gang. Et dramatisk faldmotiv med kontrafagot som dybt anker, sidenhen romantiske strygere og modernistiske orkestersløjfer. En slags halvmanisk kulisse for solisternes anderledes egensindige manøvrer? Halvvejs gennem andensatsen gik de over til orkestret og spillede umiskendeligt Safri Duo-boblende op til dans, mens kollegerne ligesom befandt sig et andet sted i musikken.

Ør blev man vel faktisk i mødet med denne argumenterende og hele tiden uroligt afsøgende, men også på den anden side glansfulde musik. Kontrastspil, meddelelsesbehov, spilopper. Værket var inspireret af Per Nørgård og levede fuldt op til hans credo om at forvirre på en fortryllende måde. Touché, Tjørnhøj!

© Linnea Syversen

»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«

Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.

Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.

Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.

© Ditte Marie Walter Thygesen

»Jeg lytter meget til spil-musik fra spil, jeg selv spiller. Og så bliver jeg igennem mit virke som instruktør præsenteret for en masse fantastisk musik, som mine skønne kollegaer præsenterer mig for i hvert nyt projekt. Jeg bruger musik som et værktøj til mine teaterprocesser. Både for at komme i stemning, når jeg forbereder mig til at kommunikere betydninger og retninger imellem kunstnerne/designerne/performerne på projektet, og til at vågne om morgenen, når jeg laver min kaffe. Musik kommunikerer ofte tydeligere end ord, ligesom sceniske handlinger og visuelle udtryk oftest kan være ret præcise i at kommunikere emotionelt indhold, mere end det talte og skrevne ord. DEN type affekt elsker jeg!«

Emil Rostrup er teaterinstruktør og har i de seneste år stået bag forestillinger som Bad Mexican Dog (2026) på Sort/Hvid, Crip (2026) på Revolver, Klodshans og Prinsessen (2026) på Aalborg Teater, Prometheus (2025) på Nørrebro Teater, Vi, de druknede (2025) på Republique og Pow Pow Pow (2024) på Revolver.

Han dimitterede i 2020 fra Den Danske Scenekunstskole som sceneinstruktør med afgangsforestillingen Woyzeck Exhibited – en devised parafrase over Georg Büchners klassiker Woyzeck.
 

© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.