Gennem en ond, mørk skov slæber man sig i første del af Bára Gísladóttirs farligt suggererende og luksuriøst klingende meditation for bedjævlet kontrabas, det timelange rodværk Silva (2022). Lukker man øjnene, begynder verden at bølge om en.

Dybe glidninger på strengene lyder som et uhyre i smerte, omgivet af en let dis af overtoner. Et mulmende rum, som to støjkorn løsriver sig fra, og mens dybet under dem bliver til et valsende stempel af tunge tryk, cirkler kornene synthsvirrende rundt og kaster fra den underjordiske slyngverden en line ud efter lys.

Og jo, minsandten: Mørket flænges af lysglimt. En skinnende tone sniger sig ind, mangedobles til et skurrende hyl og følges op af hæse dursignaler. Det dybe stempel sætter sig fast i en hård rille, mens Gísladóttir begynder at file rundt i et lyst register med ren instrumentklang.

Værket spjætter, søger at trænge igennem en hinde til et lysere sted. Til sidst, efter alt omkring den ensomt søgende er fortæret af en rasende ild, lander Silva i et limbo af fjerne overtoner, klange, der får lov at rinde ud.

Vi har nået overfladen, nu lyder en klar, lys drone og den fineste dæmpede støj som et svagt, men insisterende ekko af, at livet buldrer videre i underskoven. Bedre mindes jeg ikke at have hørt Bára Gísladóttir: så fokuseret og alligevel hengiven, fri; tilmed i en overrumplende optagelse, der indfanger dybets tonerigdom.

Så kan man godt finde årslisterne frem.

SØS Gunver Ryberg har i de seneste par år stået for de mest intense koncerter, jeg har været vidne til. Foran et lydsystem aktiveres hele ens krop, når hendes tordnende trommeprogrammering og lyddesign blæses ind i brystkassen på en, hvor hun har lydt som ingen anden.

Det kom derfor også lidt bag på mig, at den elektroniske tradition klinger så kraftigt i hendes nyeste udgivelse Spine. Tag nu åbningsnummeret »Unfolding«: Elektroniske stortrommer er chanceprogrammeret, så man aldrig er sikker på, hvor mange anslag, der rammer i en takt. Teknikker man kender fra Autechre, men Ryberg adskiller sig markant fra dem. Der er hele tiden større bølgebevægelser, som rækker over de enkelte anslag. Det giver en puls, man kan følge og ender derfor ikke i det (dejlige) kaos, man kender fra Autechre. 

I »Mirrored Madness« hører man traditionelle elektroniske lilletrommer, men de looper i granulære ekkoer, så de fremstår som en voldsomt muteret udgave af en klassisk 80’er-lyd. Teknikker man kender fra Aphex Twin, men det er langt mere veludført hos Ryberg. 

I det afsluttende ambient-nummer »Levitating Fluid« scannes der igennem samples, som man kender det fra Oval, hvor den samme klang gentages, minutiøst anderledes. Oval har dog aldrig lykkedes med at have et så rørende stort lydbillede som Ryberg. 

Kulturteoretikeren Mark Fisher sagde engang, at den elektroniske musik var i en krise, fordi den ikke længere kan opfinde nye lyde. På Spine viser Ryberg, at genren sagtens kan udvikle sig selv, også selvom den klinger af en tradition. 

Til et vist punkt er det fascinerende at lytte til Greta Eacotts syntetiske udgaver af sine ellers akustiske Gestalt Minimal-værker på dette debutalbum i eget komponistnavn.

Hvor ellers end i digitalland får man en så opgejlet, dyb messinglyd med sveddryppende efterklang, som Eacott anvender her? Den enkle faseforskydning på Woodwind & Brass får en eksplosivt legelysten karakter, når de blide træblæsere står over for så umuligt salt en modpart.

Og de syntetiske strygersirener på, ja, Strings samler sig til en ond sværm, et pulserende mørkehjerte, der bereder lytteren på et okkult endeligt. Her bliver den monotone klang til et hypnotisk mordvåben.

Eacott vender ligesom sin praksis på hovedet med den digitale tilgang. I stedet for på gammelavantgardistisk manér at give plads til utrænede stemmer, så lyder korsatsen, Choir, nu som klangløse ånder fanget i et limbo. Musikkens sociale karakter er nådesløst henrettet.

Kun orgelsatsen, Organ, er akustisk. Og det giver straks et andet liv under monotoniens glasklare overflade. Her hører man Christian Balvig skabe en kæmpende krop ud af de asynkrone tonepulseringer, som efterhånden samler sig til en værkende drone, en ulmende, sort sol.

Det menneskelige aftryk ændrer musikkens karakter, nu lyder et bankende hjerte. De øvrige satsers digitale udtryk har en værdi i egen ret med deres legesygt golde opposition til albumtitlen, men orglet lader ane, at de også rummer et helt andet liv. Mit kongerige for endnu et album med akustiske udgaver!