kortkritik
12.07.2023

Grand Miniature Worlds

Éliane Radigue: »Naldjorlak«
© PR
© PR

In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but. 

What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis. 

Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.

kortkritikrelease
29.06

Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«
© Rui Camilo
© Rui Camilo

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!

kortkritikrelease
26.06

Når eksperimentet bliver tragisk smukt

Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«
© Malthe Ivarsson

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.



Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.

© Dennis Morton

»Musik er for mig et sprog, der har en særlig evne til at åbne sindet og løfte sig op over det talte sprog. Hvis du er tålmodig – eller måske bare heldig – kan musik en sjælden gang bringe dig i en tilstand, hvor tid og sted må overgive sig til det guddommelige.« 

Morten Jessen er komponist, multiinstrumentalist og stifter af Nordisk Kirkeensemble. Det genreløse møde med kirkerummet er omdrejningspunktet for Jessens kompositoriske arbejde. Rummet danner ramme om et drømmende og tidsløst udtryk, hvor reminiscenser af impressionisme og nordisk melankoli blandes med kirkerummets klangfarver. Jessen er aktuel med flere værker, heriblandt Kyiv, som i 2024 blev opført ved Kyiv National Philharmonic og på Christiansborg i forbindelse med FN's Internationale Fredsdag. Denne sommer uropføres hans European Solidarity March af Den Kongelige Danske Livgarde og The Presidential Orchestra of Ukraine i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet i 2025. Jessen har spillet og arrangeret for kunstnere som The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Quadron, Phlake, Lukas Graham, Vinnie Who, Iceage, Bisse, Calby og Ulige Numre.

© PR

»Musik er for mig en filosofi. Den kan ændre folks sind, derfor kan den ændre verden.«

Natalia Gordeyeva er en anerkendt ukrainsk violinist og kammermusiker med omfattende international erfaring. Hun har optrådt både som solist og i kammermusikalske sammenhæng på prominente scener som Tonhalle i Zürich, Victoria Hall og FN-salen i Genève, Casa Paganini i Genova og Teatro Filarmonico i Verona. Hun har desuden spillet recitals i Tokyo og Osaka og deltaget i festivaler som Yehudi Menuhin Festival i Gstaad og Jewish Culture Festival i København. Hun gav sin første koncert som 7-årig og debuterede som solist med Kyiv Camerata som 10-årig. Tre år senere optrådte hun med National Philharmonic Orchestra of Ukraine. Efter studier i Genève hos Prof. Kayaleh vendte hun tilbage til Ukraine, hvor hun i 2014 grundlagde Music Arts Academy of Natalia Gordeyeva – den første private musikskole i landet. Skolen blev et forbillede for andre og udviklede sig til et center for talentudvikling og internationale samarbejder med kunstnere som Gary Hoffman, Valeriy Sokolov og Diana Tishenko. 

Efter invasionen i 2022 flyttede Natalia til Danmark, hvor hun engagerer sig i humanitære initiativer og arrangerer støttekoncerter til fordel for Ukraine.

kortkritikrelease
22.06

Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

Les Halles: »Original Spirit«
© PR
© PR

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas. 

De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.