Hvid som et sår
I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København.
Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed.
Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.
Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.
Der er nogen, der vil os noget
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.
For kontrolleret, trods sivskosolo
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.
En stille triumf
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.
Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.