kortkritiklive

Jeg er et tomt højhus, hvor smerten sidder i alle vægge

Ensemble Lydenskab, Martin Ottosen, Ulla Bendixen, Gerd Laugesen & beboere fra det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken: »Alle sætter spor«

Museum Ovartaci, 12.03

Therese Wiwe Vilmar

Det er både svært og urimeligt at forholde sig kritisk til koncerten Alle sætter spor. Det handler om rigtige mennesker med noget på spil og hjerte, nemlig beboere på det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken. De lagde deres indre liv i hænderne på seks kunstnere og blev således medskabere af i alt ni sange, som fik premiere på Museum Ovartaci.

Projektet Musikalske alliancer er både kunst, forskning og lindring. En samskabelse, der vil give stemme til mennesker i psykiatrien. Resultatet var sange med banjopræget galopleg, smertelige violinstik, tomme huse fyldt af utrøstelig gråd, afrevne torsoer og dybe lange strøg, men også håb, omsorg og bløde kanter. Som medier for livserfaringerne optrådte digter Gerd Laugesen, tre musikere fra ensemblet Lydenskab på cello, violin og guitar foruden pianist Martin Ottosen og vokalist Ulla Bendixen fra elektrofolk-bandet Sorten Muld.

Det var en kompetent flok, der leverede et højt musikalsk niveau. Alligevel virkede det, som om dette vigtige projekt lykkedes med samskabelsen og samtalen, men måske ikke helt med sit kunstneriske udtryk. Var det fordi teksterne var fyldt af klichéer? Eller snarere fordi hele opsætningen oplevedes lidt intern – nærmest som en skolekoncert? På trods af Bendixens vidunderligt luftige og udtryksfulde vokal, stod koncerten stærkest i de få indslag præget af digtoplæsning. Dog måtte jeg ad omveje erfare, at digtene var bearbejdninger, mens sangteksterne var beboernes egne ord. Og det var jo de stemmer, jeg skulle lære at lytte til.

kortkritikrelease

22.06

Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

Les Halles: »Original Spirit«

Stroom, 17.06

Martin Funder

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas.

De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

playliste

21.06

My name is Tomasz Dąbrowski – would you like to see my playlist?

»Music is the ultimate gateway to presence, a true expression of the moment.«

Praised by DownBeat Magazine as one of Europe’s most versatile and inquisitive musicians, Polish-born, Scandinavian-based trumpeter and composer Tomasz Dąbrowski creates music that whispers before it screams – blending open, lyrical melodies with raw, unconventional trumpet sounds. Dąbrowski has revealed an unceasing curiosity, stretching and expanding his jazz roots in an ever-widening circle of exploration. From the beginning he’s rejected hierarchies, preferring to see creative music as a boundless practice that can accommodate ideas drawn from every spot on the stylistic map. While plenty of musicians pivot toward new directions, sometimes transforming their aesthetic wholesale, Dąbrowski has long revealed a more ruminative and holistic mindset that has allowed him to retain a clear artistic identity through countless projects, whether driven by improvisation or composition.

kortkritikrelease

17.06

Postkort fra lydens grænseland

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

Loveland Music, 23.05

Simon Heggum

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

playliste

14.06

Mit navn er Chris Pedersen – vil du se min playliste?

»Musik er et umiddelbart sindbillede. Hvad er favoritter den ene dag, er det ikke den næste. Pt. synes jeg, verden er vild, og det bærer min smag præg af med melankolsk nostalgi og nyere dansk indie-sadness. Det er hverdagens soundtrack og kan forstærke de følelser, der summer i det indre.«

Chris Pedersen er (født 1977) er kulturjournalist på P1 og vært på Popsmart. Tidligere moderedaktør på Euroman, redaktionschef på Cover, chedredaktør på Cover Man og redaktør på Børsen Weekend. Har også været vært og tilrettelægger på tv-serier som Skønhedens magt, Verdens lykkeligste land og Moderedaktørens dagbog. Har læst kommunikation og kunsthistorie.

playliste

14.06

My name is Sean-Poul de Fré Gress – would you like to see my playlist?

»For me, music is communication – a tool for reaching another level of consciousness and/or presence. Music is honest and wears no mask. It is origin and eternity. Sound came first. Music is alive.«

Sean-Poul is best known for creating much-needed spaces for artists to freely explore and evolve, connecting people and initiatives across domains and genres, and leaving an eye-opening impact on people. He runs Bellerose, a creative agency out of Aarhus, Denmark and is the co-founder of the improv concept, Nebula and is 1/3 of the Rapper's Bookclub.