Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser. 

På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.

»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt. 

Nu, hvor endnu et Roskilde er forbi, kan jeg ikke lade være at tænke tilbage på festivalens allerførste koncert i år. Under sit glorificerede vejskilt af en roterende installation på Camping Vest, Understanding, stod den britiske kunstner Martin Creed på åbningssøndagen med guitar, mundharpe og et lapset jakkesæt påsyet dartpile.

Hans rablende tekster, basale akkorder og skramlede, men hurtige folk-spil var så karikeret vagabond-avantgardistisk, som man kan forestille sig. Men han ramte alligevel noget essentielt med sin gakkede performance. For hvor hans installation lignede et generisk opråb om forståelse, kæmpede han her aktivt for at nå hinsides forståelsen.

»Stop thinking!« udbrød han og legede sig helt ind bag sprogets egen logik med remser om hellere at ville præstere et »bad hi« end et »good bye«. »Let’s be vague!« fortsatte han og slog guitaren an så langt oppe på instrumentets hals, at akkorderne lød som klangsmat i de to små højttalere, der kæmpede med adskillige lejranlæg om opmærksomheden.

»All songs are glove songs,« bedyrede Creed og saboterede sin næste protest-muntre tossesang ved at spille iført skriggrønne handsker. Det rum, han med sin minikoncert åbnede for en henført lille skare under installationen, var vel netop det, årets festival i sine bedste øjeblikke præsterede at skabe: et rum uden tankens forurening af oplevelsen.

Et utopisk sted, hvor musikken tog styring over krop og sind, så man sent om natten lå under en teltdug, forelsket i verden, og spekulerede over, hvad pokker der var sket.