Mellem vestjysk stilhed og californisk støj
Engang så man Beverly Hills 90210, fordi den fyldte flow-TV-sendefladen. Også kunstner Niels Lyhne Løkkegaard har hele sin ungdom slentret gennem de virtuelle californiske landskaber. I projektet Fata Morgana udforsker Løkkegaard og den amerikanske komponist Michael Pisaro-Liu denne oplevelse mellem sted og fiktion. Med altblokfløjten som våben inviterer de os hjem og ud. Og som en nostalgisk hyldest til hedengangne medievirkeligheder har projektet en A- og en B-side. Det starter med »Visit«: En knitren i skovbunden nær Løkkegaards barndomshjem i Vestjylland i 2021. Mikrofonen placeres et sted, der tages et par skridt og så. Stilhed … Langt væk begynder altblokfløjten en melodi omgivet af fuglekvidder. Dette hjemlige soundscape væves ind i lytterens sted. Kørte der lige en bil forbi her? Eller dér?
På B-siden, »Visitation«, genplacerer Pisaro-Liu i 2024 fløjtestykket i Californien. Spændingen stiger, melodien besøges og hjemsøges fra den anden side af jorden. Den forstyrres og forvrænges af elektriske signaler, hyletoner, intervenerende støj og brudstykker af amerikanske stemmer, som mumler noget om »fever dream« og »not anything in particular«.
For der er ikke rigtigt noget. Det er klassisk Løkkegaard: En forestillet verden i lytterens sind. Det kunne være gjort kortere end 2x22 minutter, men ideen er stærk, enkel og veludført. Som lydversionen af et tegnefilmsfatamorgana, der står og flimrer uægte i skarpt californisk sollys.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.