kortkritikrelease

Når joik møder drill

Zak Norman & Charlie Miller: »Takkuuk«

Det grønlandske ord Takkuuk betyder »opmærksomhed«, og det er den lettere ironiske titel på et af de mere kaotiske projekter på årets CPH:DOX. Filmen er et samarbejde mellem den visuelle kunstner Zak Norman, filminstruktør Charlie Miller og den Belfast-baserede elektroniske duo BICEP, og inkluderer desuden syv musikere fra Kalaallit Nunaat og Sapmi. Det er med andre ord masser af stemmer og agendaer i spil, og det bærer projektet præg af.

Processen, der leder frem til filmen, lyder mere interessant end værket. Norman og Miller rejste rundt i Arktis, opsøgte musikere og researchere og filmede gletschere og is. Filmens syv unge musikere gik i studiet med BICEP for at lave et fælles soundtrack: En slags clubbet remix af syv meget forskellige praksisser, fra drill og heavy metal over joik til strubesang og trommedans. Det kunne have været interessant at følge de møder, men i stedet tager filmen os i en anden retning.

Der klippes mellem et dokumentarisk spor af interviews og en surreel musikvideoæstetik, hvor specialbyggede kameraer panorerer over isens overflade og iklæder den farvede filtre med referencer til nordlys og klubbelysning. Interviewsporet lader de medvirkende styre samtalen, som derfor går i mange retninger: Vi kommer omkring de traditionelle musikalske udtryks spirituelle undertoner, og her ville man gerne have opholdt sig længere. En interessant sekvens fortæller, hvordan trommedansen forholder sig til den udøvende kunstners hjerterytme, og hvordan den rytme er næsten den samme som pulsen i drill. Mere af det, tak.

I en efterfølgende talk fortalte filmskaberne, at værket oprindeligt er produceret som en audiovisuel installation til fem skærme. Det giver mening og ville måske have fungeret bedre. Som dokumentarfilm betragtet er Takkuuk fragmentarisk, kaotisk og retningsløs, og det er ærgerligt, for de unge musikere lader til at have mere at byde på.

»Takkuuk«, Zak Norman & Charlie Miller (UK), 2025 (67 min.). Vises på CPH:DOX 12., 17. og 19. marts

playliste

20.10

Mit navn er Mads Emil Nielsen – vil du se min playliste?

Mads Emil Nielsen

»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«

Mads Emil Nielsen er elektronisk musiker og komponist med base i København. Han arbejder med basale lydkilder, ofte kombineret med korte perkussive og orkestrale samples, reallyd og forstærkning af fejllyde. Han har siden 2014 udgivet soloprojekter og samarbejder via sit eget label arbitrary, senest remix-samarbejdet Framework / Zwischen Remixes med den tyske producer Jan Jelinek (2025). Han har bidraget til danse- og teaterforestillinger og udstillinger, herunder Notations 21 Project.

kortkritiklive

18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Edison, Betty Nansen Teatret, 17.10–14.11

Henrik Marstal

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

kortkritikrelease

16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Tila, 17.10

Therese Wiwe Vilmar

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

playliste

10.10

Miy name is Bjarke Niemann – would you like to see my playlist?

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

playliste

06.10

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).