Kortkritik
22.03.2022

Naturen ligger bare på lur

Natasha Barrett: »Heterotopia«
© Natasha Barrett
© Natasha Barrett

Held og lykke til den, der prøver at komme på en hippere elektroakustisk lydkunstner lige nu end britiske Natasha Barrett. Det lader sig simpelthen ikke gøre, basta. Når hun folder sig ud med sine destabiliseringer af naturens lyde, som det sker på albummets titelværk, er det ikke kun ørerne, men hele verden, der skælver.

Over en lille halv time forvandler fuglefløjt og vindens susen sig fra paradisisk ro til et skalkeskjul for dystre kræfter. Naturen er ikke rolig, den ligger bare på lur. Man mærker virkelig, at der komponeres: Barrett introducerer nye satser, gentager motiver og sætter små samples i heftige sløjfer.

Det kræver stort overblik at give kompositionen en logisk retning, samtidig med at man sidder med fornemmelsen af, at alt kan ske. En lys banken er det første fremmedlegeme i naturidyllen, og siden følges den af digitale svirp, blød sinus og metallisk rumklang. En pludselig bisværm er så nær i lydbilledet, at det føles, som om den er fløjet direkte ind i hjernen. Noget er ikke, som det burde være.

Har man gået og ventet på et rigtig fedt stykke bordtennismusik (ja da!), så er Barrett også leveringsdygtig på det felt. Med hårde båndsløjfer bliver én bold til fem høns i Urban Melt in Park Palais Meran. Impulser og håndvævet puls skabt af lydene omkring det uskyldige spil panoreres nænsomt rundt sammen med en svævende synth. Ligesom i sidste værk på albummet, Growth, en hårrejsende vindgyser, hører man her, hvor virtuost legesyg Barrett er. Mildt sagt overrumplende.

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.