James Black
28
To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026
The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.
I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.
»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.
Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.
Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«
Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.
»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«
Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.
Når synthesizere spirer: Filip Leymans organiske debut
Filip Leyman: »Soft Light«
© Gianluca Grasselli
Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.
Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.
Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.
© PR
»Musik for mig er bevægelse. Når lyden bevæger noget dybt i mig og åbner hjertet, når den vækker kroppen og byder op til dans, når den gør mig eftertænksom. Uanset hvor den kommer fra og hvad end man kalder den, reagerer jeg på om den for mig er ærlig. Hvis den er påstået og ønsker opmærksomhed for opmærksomhedens skyld, hvis den er kunstlet og kun vil sig selv kan jeg ikke tage den ind. Jeg elsker sangere, der synger fra det nøgne og ubeskyttede. Det skal ikke partout være avanceret, men om at blive som barn igen. Pop, rock, jazz, klassisk, det er for mig totalt ligegyldigt, bare det er sandt. Det er det, jeg bestræber mig på, både i mine sange og i mit forfatterskab.«
Lars Muhl er forfatter, mystiker og musiker. Siden 1965 har han – parallelt med sin musikalske karriere – studeret sammenlignende religion og filosofi, og siden 1988 har han specialiseret sig i aramæisk samt kristen og jødisk mystik. I 2003 stiftede han hjælpeorganisationen Hearts & Hands, hvor han fortsat er bestyrelsesformand. Muhl har modtaget DJBFAs Hæderspris (1995) og WBC’s Songwriter Million Certificate (1996) og blev i 2013 optaget på Watkins’ liste over verdens 100 mest spirituelt indflydelsesrige personer.
Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos
Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«
© PR
Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.
Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.
Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.
© PR
»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«
Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.