Under trækronernes uro
Et indre lydbillede kendetegner forelskelsen. Man går gennem byen med en ny rytme, en anden melodi. Det samme gælder depressionen, omend dur her afløses af mol. Men også kærlighedens indledende faser kan indeholde øjeblikke af tvivl og sortsyn. I komponist og guitarist Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af Naja Marie Aidts 2006-novelle Store træers grønne mørke, udgivet som LP sidste år, med trioen LiveStrings – cello, violin og bratsch – og skuespiller Jens Albinus som jegfortæller, aner man samme vekselvirkning, når musikken tager os fra blide strøg, over melankoli, til en mere rå lyd.
I koncertversionen af Kjærgaards værk i Aarhus, som havde Rasmus Kjær på keyboard, fremstod Albinus endnu mere nøgen i sin stemme. I værket møder vi en depressiv mand, der, vandrende gennem en park, finder ro under træerne – og til tider oppe i dem. For når fortvivlelsen får en til at falde ud af systemets himmel, gennem sygedagpenge og kontanthjælp, for til slut at lande ved træernes rødder, så er der måske kun ét for, og det er at klatre op i en trækrone? Men så møder vor anti-helt en kvinde i parken, og så er dramaet i gang. Kan forelskelsen løfte ham ud af depressionen, eller vil den ende med at sætte strøm til?
I begyndelsen kom musikken listende. Kjærgaards evne til at støtte tekstens forløb afslørede hans erfaring med komposition af filmmusik, særligt i sammenblandingen af klassisk musik, meditativ new-age og gennemborende guitar. Både ord og musik bar fortællingen. Når Albinus ikke talte, blev musikken det indre landskabs stemme. Især strygerne leverede forelskelsens drømmende toner, men da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.