Uventet transit mellem verdner
Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.
Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.
På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.
De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.