© Thor Brødreskift
© Thor Brødreskift
Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.
 
Juryens motivering

Elja er et innovativt og ambitiøst værk, som forener tradition, samtidsmusik og et stærkt økologisk perspektiv i en holistisk kunstnerisk vision. Med udgangspunkt i Hardangerviddas åbne landskab skaber komponisterne et rigt og sammenhængende lydunivers, hvor fugle, dyr, vejr og vidder træder frem som musikalske bevægelser og tilstande. Her er naturen ikke et motiv, men et sårbart økosystem, hvor alt hænger sammen, og musikken bærer en stille bevidsthed om, hvad vi risikerer at miste.

Værket er skrevet til en familie af specialbyggede instrumenter som hardangerfeler, hardangeraltvioliner og hardangercelloer, som er udviklet af den norske violinbygger, Ottar Kåsa, med Maurseth som solist. Resonansstrengene, de alternative stemninger og den rige overtonestruktur skaber et omsluttende klangrum, hvor hardangerfeletraditionens klangmæssige arv åbner sig mod nye musikalske landskaber.  I mødet mellem Maurseths forankring i en levende, mundtlig tradition og Tjøgersens præcise og udforskende klangtænkning opstår der et udtryk, som både er poetisk, detaljeret og klangmæssigt modigt.  

Elja viser, hvordan et samarbejde mellem forskellige kunstneriske praksisser kan udvide både instrumentets, traditionens og samtidsmusikkens mulighedsrum. Med sin kunstneriske originalitet, sit stærke naturengagement og sin internationale gennemslagskraft fremstår værket som et betydningsfuldt bidrag til vor tids musik. Det er et værk, som indbyder til koncentreret lytning og refleksion over menneskets plads i det større økologiske fællesskab. 

Værket blev bestilt af Kronos Quartet og Carnegie Hall og blev uropført i New York i 2025. Det repræsenterer et internationalt gennembrud for to af de mest markante stemmer inden for norsk musik. 

Kilde: Nordisk Samarbejde

Lil Lacy. © Rune Svenningsen

»At skabe musik handler om at samarbejde, at være i dialog, at lytte – og derfra at komponere og skabe lyd, musik og værker.«

Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, fra eksperimenterende noise-cello og avantgarde kor til stedspecifikke iscenesatte audiovisuelle multikanals- og koncertproduktioner, til mere traditionelle orkesterværker. Hun har udgivet flere kritikerroste og prisvindende albums med forskellige bands og skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, installationer, dans og teater. Hun modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris. Hendes seneste værker tæller orkesterværkerne Aurōra og Di drømm dæ bringe vos sammel for symfoniorkester, Dreaming in colors for Marianna Shirinyan (piano) og Torleif Thedéen (cello), der uropføres i oktober i Den Sorte Diamant, samt Jör∂ et multikanalsværk med manipulerede reallyde og musik skrevet for strygekvartet og trommesæt der vises som et audiovisuelt Gesamtkunstwerk med film og live dansere i Nordens Hus på Færøerne i oktober 2023.

kortkritik
23.09.2023

Gå dog hele vejen, DR!

DR Vokalensemblet, Kalle Hakosalo: Drømme og profetier
© Christian Larsen / DR
© Christian Larsen / DR

Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik. 

Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.  

Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods. 

Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR. 

kortkritik
21.09.2023

En bilmanual og håndens magi

Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«
© Sól Ey
© Sól Ey

Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?

Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!

© PR

Multiinstrumentalist og komponist Anders Lauge Meldgaard arbejder i et bredt felt af musikalske udtryk, lige fra moderne kompositionsmusik til fri improvisation over lydinstallationer, sangskrivning, orkestrale midicollager, mixtapes, støjende værker til elektrisk guitar sekstet, eksperimenterende korværker og elektronisk musik. Spændingen mellem komposition og improvisation bruges ofte som en motiverende drivkraft til de musikalske eventyr. Hans seneste værker tæller udgivelserne År & Dag – Tifold af fri form og fælles motiv, Fragment 94 for strygekvartet, den variable sangcyklus Sange fra i dag, udgivet i samarbejde med Aske Zidore i sangbog og App-format, samt The Art Of Playing The Fantasia, et elektronisk musikværk udgivet af Sun Ark i Los Angeles.

kortkritik
15.09.2023

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori« 
© PR
© PR

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance. 

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig.