© Petra Kleis

Som 16-årig begyndte billedkunstner Rose Eken at arbejde som scenetekniker på Café Teatret og til live punk, rock og hardcore koncerter på forskellige spillesteder i København, hvilket har haft stor indflydelse på hendes kunstneriske virke. Roses kunst kredser ofte om musik, fankultur og mørket som farvetone og eksistentielt fænomen. Hun er bl.a. kendt for sine store keramiske installationer og skævvredne skulpturer af hverdagsobjekter og efterladenskaber som askebægre, cigaretskodder, morgenkaffen, fest make-up’en, ens udtrådte Dr. Martens støvler og slidte fan t-shirts. Hun har boet og arbejdet i London, Berlin, New York og København.



»For nogle år siden, efter en Slayer-koncert på Copenhell, fik jeg ideen til en installation bestående af flere tusind objekter i keramik. Jeg hang ud foran den store scene sammen med min veninde og ventede på, at hele rykket mod udgangen blev lidt mindre crazy. Jeg kan huske, jeg stod og kiggede ud over pladsen med hundredvis af nedtrampede plastikkrus, afspærringshegn og andet debris og tænkte: 'Det her skal jeg lave i keramik'….. Det blev til installationen Aftermath, som nu er en del af den permanente samling på Horsens Kunstmuseum.



»Musik for mig er energi, evig inspiration, plads. Der hvor jeg kan finde frihed – og mig selv. Musik er en portal til andre universer, som kan indramme stemninger, følelser, øjeblikke – sige ting, vi ikke kan beskrive med ord. Musik er privat, helt unikt for mig, men samtidig også den ting, der binder os sammen, den oplevelse, vi kan dele, være samme om – om det er på teenageværelset eller foran Orange Scene. Med musik forstår vi hinanden bedre. Musik er, hvor jeg søger hen og finder inspiration, samtale, frihed, fest, glæde.« 

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.