Lorenzo Colombo, Fei Nie, Mads Emil Dreyer og Kalle Hakosalo udgør Neko3. © Konsfoto
interview

»Samtidsmusikken er meget anarkistisk lige nu«

Fei Nie, Lorenzo Colombo, Kalle Hakosalo og Mads Emil Dreyer – tre musikere og en komponist. Tilsammen udgør de Neko3, et af de mest visionære ensembler i en tid med store forandringer.

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Det hører til sjældenhederne, at Seismograf interviewer musikere, men en undtagelse er blevet gjort i tilfældet Neko3. Dels fordi dette ensemble i sig selv udgør en sjældenhed, dels fordi du formentlig – hvis det ikke allerede ér sket – kommer til at opleve dem live inden længe. I den kommende tid bliver Neko3 mere eller mindre umulige at undgå for den almene Seismograf-læser.

Ikke at Seismograf-læsere er Neko3’s primære målgruppe. Den nomadeagtige adfærd hos publikummet til samtidsmusik er ikke noget, ensemblet er store fans af: de samme mennesker ved de samme koncerter af de samme – mestendels jobrelaterede – årsager. Det var noget, gruppen allerede begyndte at tænke over efter deres første koncert i november 2017. »Vi spillede Stockhausens Refrain og noget Kagel, men efter koncerten kiggede vi hinanden dybt i øjnene og spurgte, hvem vi egentlig var. Hvad vil vi med det her ensemble? Taler vi virkelig vores eget sprog?« siger percussionisten Lorenzo Colombo. »Vi indså, at vi stod med muligheden for at skabe vores eget ordforråd.«

»Vi indså, at vi stod med muligheden for at skabe vores eget ordforråd«

Der er faktisk fire medlemmer af Neko3, hvilket musikerne er flittige til at gøre opmærksom på, når man taler med dem, sikkert for at vise respekt for komponisten Mads Emil Dreyer, som ikke altid er på scenen sammen med sine tre udøvende kolleger. Men tallet er alligevel også misvisende for en gruppe, der beskriver sig selv som en platform for et bredt netværk af musikere og komponister: »et kollektiv af mennesker omkring os, som vi drikker øl sammen med og diskuterer alt muligt med«, som Colombo siger. »Dét er Neko.«

Ikke et almindeligt ensemble

Neko (2009) er titlen på et værk af Jeppe Just Christensen for to såkaldte dobbelt-flexatones og klaver – det første værk, ensemblet spillede sammen, og samtidig et værk komponeret af en kollega, »der virkelig støttede os fra begyndelsen«. Det var ikke let at komme i gang. »Vi gør alting selv, og hvis du vil frem i verden, må du kæmpe for det; der er ingen, der fortæller, hvordan det lykkes for dig,« siger Colombo.

Første gang, ensemblet mødtes og spillede sammen, var det på andres foranledning. De fornemmede imidlertid, at noget klikkede, og aftalte at mødes og udforske kemien igen, inden de inviterede Dreyer med på holdet. I juni 2018 opsatte kvartetten sin første egenproducerede koncert i Koncertkirken, og på programmet fandt man musik af Simon Løffler, Simon Steen-Andersen, Xavier Bonfill, Stefan Prins og Dreyer selv. »De er en ambitiøs og tiltrængt tilføjelse til avantgardescenen på musikområdet herhjemme,« konkluderede Thomas Michelsen i Politiken. Neko3 havde overrasket alle, også sig selv. »Det var en dejlig fornemmelse, at vi selv havde opnået det her, selv havde sat det hele op, at det så professionelt ud, og at publikum kunne lide det,« fortæller Mads Emil Dreyer. Og især: »at mange af de fremmødte ikke selv var musikere,« griner Colombo.

Neko3 spiller Stockhausen, Berg og Steen-Andersen på DKDM i begyndelsen af 2019.

Ikkemusikere i publikum er lette at få øje på, siger Lorenzo Colombo, fordi det er de eneste mennesker, han ikke kender i forvejen. »Normalt spiller vi for 30-40 mennesker. Man er glad, når der kommer nogle, man ikke har set før. Mit ønske er, at der kommer folk, som hverken læser eller arbejder på konservatoriet, og at de kan relatere til musikken, vi spiller. Det er et problem i hele Europa, og jeg forstå det helt ærligt ikke. Hvis man besøger et museum for samtidskunst, er der alle mulige slags mennesker; det er sprog, der ligesom accepteres i samfundet. Men med musik er det af en eller anden grund anderledes – der er den her store afstand, selvom det er meningen, at musik skal afstedkomme reaktioner og debat.«

En af Neko3’s missioner er at mindske den afstand. Ikke med gimmicks eller bare ved at ændre konteksten, men ved at insistere på musikkens integritet og helhed – gennem nøje tilrettelagte koncerter – og på kvaliteten i fremførelsen. »Vi er også selv publikum,« siger pianisten Fei Nie. »Vi går også til koncerter og har udviklet et instinkt for, hvad vi skal, eller ikke skal, gøre.«

»Meget af det, vi laver, er faktisk ret tilgængeligt,« fastholder Colombo. Men der opstår lidt diskussion, da jeg spørger, om ensemblet introducerer værkerne, inden de spiller dem. »Det er en udmærket pointe,« siger italieneren. »Men musikken er, som den er, og publikum bestemmer selv, hvad de får ud af den,« mener Dreyer. »Hvis man går i biografen, behøver man ikke at få filmen forklaret først. Vi har allerede tilrettelagt programmet som et samlet koncept. Det skulle gerne udstikke en retning, men derudover kan folk forstå det, som de vil.«

»Der er den her store afstand, selvom det er meningen, at musik skal afstedkomme reaktioner og debat«

Blandt tidligere koncepter finder man stilhed (hvor gruppen opførte sceniske, bevægelsesfokuserede værker) og multimedier (en mulighed for at stille skarpt på gruppens flair for glitrende elektronik). Men selvom ensemblet lægger stor vægt på at skabe en klar rød tråd i koncerterne, er det endnu vigtigere for dem, at fremførelsens kvalitet er i top – noget, de ellers kan savne, når der spilles ny musik.

Derfor er de gået proaktivt til værks og har opsøgt undervisning i ensemblespil på højt niveau hos Antoine Françoise i Bern, hvor lektionerne ifølge Nie »føles som en helt ny begyndelse hver eneste gang«. Det handler om at tænke ligesom en strygekvartet, mener Colombo: »Når vi er af sted til de lektioner (hos Françoise, red.), er vi lige så opmærksomme på hver eneste node og spilleanvisning, som en strygekvartet er, når den spiller Beethoven,« fortæller han. »Mange tror, at man bare kaster lydene rundt, når man spiller samtidsmusik. Men vi bruger tit seks timer på ti minutters musik og har frugtbare diskussioner om materialet.« Forskellen er, at Neko3’s medlemmer ikke blot går op i, at de får det maksimale ud af det enkelte instrument, for hver gang de står over for et nyt værk, kan de også stå over for helt nye ‘hardware’-krav. Måske er det dét, der gør deres koncerter så fikse, hippe og overraskende.

Lige her, lige nu

Fei Nie kom til Danmark fra Kina, da hun var halvt så gammel som nu. Lorenzo Colombo ankom senere fra hjembyen Milano for at studere ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Kalle Hakosalo, der ligsom Colombo også er percussionist, flyttede fra Helsinki af samme årsag (han er i Basel under interviewet, men gør os kortvarigt selskab over telefonen). Deres holdninger, også den lokale Mads Emil Dreyers, til dansk musikliv og dets institutioner er forskellige, men alle tre i lokalet er enige om, at den åbensindede tilgang til kompositionsfaget har gjort Danmark til et fikspunkt for spændende tendenser. »Det er derfor, så mange komponister kommer hertil for at studere,« siger Dreyer.

Projekterne i den nære fremtid kredser om to af de komponister, i første omgang Bára Gísladóttir fra Island. Ved hendes DKDM-debutkoncert den 19. februar, som tager udgangspunkt i akustikken i Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, spiller både Nie og Colombo på kirkeorglet som en del af ensemblets medvirken. Derudover »ved vi ikke noget endnu«, som Colombo siger (interviewet fandt sted i januar, red.), inden han alligevel taler koncerten op på forhånd: »Hun (Gísladóttir, red.) er en enestående kunstner … Utrolig. Alt, hun rører ved, bliver til kunst.«

Neko3 opfører stilhedsværker af Thierry de Mey, Pierluigi Billone, Vinko Globokar og Jeppe Ernst.

Få uger senere, i konservatoriets koncertsal den 5. marts, åbner Neko3 årets Pulsar Festival med Xavier Bonfills Yes for No, komponeret til ensemblet og DR Symfoniorkestret af deres ven fra konservatoriets solistklasse. »Apropos vores identitet, så handler det her værk virkelig om de ting, vi har arbejdet med som gruppe, især det elektroniske, og udstikker en ny retning for dem,« siger Colombo. »Vi tre musikere er midt på scenen – Fei spiller klaver og anvender også nogle MIDI-pads, mens mig og Kalle spiller på udvidede trommesæt. Vi bearbejder orkestret live, får det til at fryse og så videre. Det er den slags, vi har arbejdet med de seneste år, og det her føles som afslutningen på den proces.«

Om ikke andet, så kommer koncerten til at bære præg af gruppens idé om musik som en form for venskab. De er især stolte af, at Bonfill brugte deres Messenger-gruppe til at spørge, om de ville være med i værket. Ensemblet kaster sig snart over et nyt, skræddersyet værk af Marcela Lucatelli, og de har allerede arbejdet sammen med James Black, hvilket får mig til at spørge ind til de her nye stemmer. »De føler sig ikke begrænset af mediet, de smelter bare alting sammen,« siger Dreyer. »Samtidsmusikken er meget anarkistisk lige nu, hvor teknologien er lettilgængelig og nem at manipulere. Man leger bare med tingene og eksperimenterer. De gange, hvor det fungerer, tror jeg, det er, fordi komponisten ser de musikalske perspektiver i noget.«

»Set fra vores side af bordet,« tilføjer Colombo, »handler det ikke om, hvilke instrumenter der er på scenen, for det kunne være hvad som helst. Det handler mere om de idéer, vi har med på scenen. Hvis de er stærke nok, i lige dét øjeblik, så handler det ikke længere om percussionisten Lorenzo. Mediet træder i baggrunden.« »Men egentlig er det svært at se de her ting udefra, når vi befinder os inden i dem,« mener Dreyer. »Ja, vi er midt i processen lige nu,« siger Colombo. »Vi er i gang, fanget i orkanens øje.«

Neko3 går ingen steder

Hvis alt går efter planen den 5. marts, bliver det Neko3’s største koncert og publikum indtil nu. Og i tiden mellem den koncert og deres medvirken i Grundtvigs Kirke samarbejder gruppen også med kvartetten Njyd ved koncerter i Aarhus og København, som byder på musik af Black, Gísladóttir, Elena Rykova, David Bird og Dreyers eget nye værk Vessel.

Neko3 ser ud til at have travlt. Men uanset hvor visionære de fire medlemmer ser ud, er det stadig hårdt arbejde at få tingene til at løbe rundt. »Det var en smule lettere i begyndelsen, da vi søgte fonde for første gang,« fortæller Dreyer. »Nu er det anden gang, og det er vanskeligere. Hvis man er heldig at få støtte, er det som underskudsgaranti.« Det er ikke gennem Neko3, at de enkelte medlemmer betaler deres regninger, men Colombo affejer de økonomiske aspekter som irrelevante: »Hvis dét var udgangspunktet, stoppede vi i morgen.«

»De føler sig ikke begrænset af mediet, de smelter bare alting sammen«

Måske er det den sult, der driver Neko3 fremad. »Du lever kun én gang,« siger Colombo, og han er klar i spyttet om, hvorfor gruppen er på forkant med udviklingen: »Jeg arbejder sammen med mange ensembler, og nogle gange har jeg en fornemmelse af, at det kreative aspekt mangler. Det har vi muligheden for at undgå.« Dreyer, der sidder med hovedansvaret for fondssøgning – en utaknemlig opgave, når man ikke selv får del i støtten – er mere pragmatisk: »Så længe projektet skrider fremad, er det meget motiverende. Vi må bare se, hvor langt vi kan nå med det.« Og hvordan fastholder man så sit momentum? »Man prøver at blive bedre og bedre hele tiden,« siger Nie. »Man tager til Bern for at studere hos Antoine.«

I øvelokalet presser de hinanden hårdt. »Vi stiller høje krav til hinanden … virkelig høje,« siger Colombo. »Men bagefter får vi en cappuccino, og jeg hjælper Fei med hendes nye iPhone.« Passer det, Fei? »Ja, vi mister aldrig respekten for hinanden. Det handler aldrig om ego.« »Faktisk mener jeg, at vores venskab er grundlaget for den drivkraft, vi har – hvis vi ikke havde dét, ville det ikke give nogen mening,« istemmer Colombo. »I mit arbejde som komponist indtil nu er jeg vant til, at man sender sine stemmer og partiturer til musikere, man ikke nødvendigvis kender, møder op til en gennemspilning for at se, hvordan det går, hører koncerten og så måske aldrig ser dem igen,« siger Dreyer. »At være en del af den her gruppe er et konstant lyspunkt – det er en mulighed for at være en del af noget, der varer ved.«

Neko3 spiller mange koncerter i den kommende tid – få overblikket på ensemblets hjemmeside.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.