Instruktør Magdalena Zięba-Schwinds nye dokumentar Carl Nielsen – Between Heaven and Earth, en mestendels engelsksproget film om selveste Danmarks nationalkomponist, er et yderst kompetent stykke håndværk, der dog gerne måtte have taget sig mere tid til de dybere samtaler.
Den forhenværende 100-kroneseddelprydende Nielsen var en stor kunstner, men samtidig ikke et geni, han var ligesom dig og mig, skal det forstås. Seeren trakteres med prangende lysekroner, sommerdage i den fynske natur, besøg i barndomshjem og koncertsale. Skuespiller og komiker Tue Hoé gør det udmærket som omvandrende Nielsen i beige søndagssæt, blød hat og glimt i øjet. Klicheerne hober sig op, men de virker jo. Og de krydres heldigvis med nogle små greb, der fryder – som når Hoé til allersidst bryder den fjerde mur i overensstemmelse med Nielsens sjette og sidste symfoni.
Jeg savner dog mere stillingtagen til den folkekære komponist og hans oeuvre. Filmens mest interessante øjeblik er, når Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Danish String Quartet, stiller spørgsmålstegn ved Nielsens forhold til den såkaldte »danske folkesjæl«: Var hans musik med til at skabe den? Eller blev musikken blot præget af en allerede eksisterende folkesjæl? Det er et spørgsmål, der desværre ikke udforskes videre.
Det hele glider så let – en anelse for let. På kun lidt under en times spilletid er det begrænset, hvor meget man kan nå at få med. Men når nu det er ingen ringere end den musikalske nationalhelt Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.
