in brief
06.05.2023

Roger Reynolds – stadig en god roadmovie?

Ekkozone & Esbjerg Ensemble: »Journey«
© PR
© PR

God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.

Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.

Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.

De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.

Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.

© PR

»Music has been a healing balm for me.«

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter holding both American and Icelandic citizenship. He first came to prominence as a co-founder, lead vocalist, pianist, and primary songwriter of the alternative rock band The Czars. After releasing six albums between 1994 and 2006, the band disbanded, and Grant withdrew from music for four years before embarking on a solo career.

He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut album recorded in collaboration with Midlake. Queen of Denmark was named Album of the Year 2010 by Mojo magazine and was also selected as one of the ten best albums of 2010 by The Guardian’s music critics and writers.

© Malthe Folke Ivarsson

»In his music, composer Allan Gravgaard Madsen tries to create a better version of himself.« 

Allan Gravgaard Madsen is a Danish composer based in Copenhagen. His most recent works include Träume nicht and Nachtmusik. He tries to create a better version of himself in his music – where his personality tends to be restless, chatty and has an active inner life, his music is controlled, simple and merciless in its expression. He is the recipient of the Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.

in briefrelease
23.01.2022

Finnish Space Travel

Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«

The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.

Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.