Schönberg gennemgår i sit kompositionsliv markante stilskift fra senromantik (ca. 1897-1907) over ekspressionisme (ca. 1908-1923) til dodekafonisk satsteknik (1923 ff). Denne udvikling indebærer bl.a. en frigørelse fra tonaliteten og dens elementer samt fra motivisk arbejde i klassisk stil. Schönberg har bl.a. skrevet teoribøgerne “Harmonielehre” (1911) og “Heart and brain in music” (1946). Blandt hans hovedværker kan nævnes: “Verklärte Nacht”, op. 4 (1899) “Fünf Orchesterstücke”, op. 16 (1909) og violinkoncerten, op. 36 (1936).