Den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttirs kompositioner og performances passer på mange måder ind i det 21. århundredes avantgardemusik. Her findes en aversion mod ‘traditionelle’ harmonier og melodier, en stærk forkærlighed for udvidede teknikker og et fokus på lydlig udforskning, som i pertentlig grad undgår gængse strukturer.

Men jeg har altid følt, at Gísladóttirs musik handler om mere end rækker af skurrende støj fra tamtammer og multiphonics fra oboer; noget, der kun kan forstås ved at nærme sig musikken gennem personen – gennem komponist/performeren – snarere end omvendt.

De første minutter er der intet andet end stilhed og lugten af svovl. Fornemmelsen af et bagholdsangreb hænger i luften. Men vi går tættere på, flokkes om det store hul i jorden.

Det er blevet vinter på den utvetydige måde; temperaturen er faldet til tolv frostgrader, sneen dækker alt, hvad der ikke rører sig, isen er glat under fødderne. Alligevel løber små, dampende vandløb i fletninger mellem de varme kilder og gejsere omkring os, her fyrre kilometer uden for Reykjavik. »Op til hundrede grader varme«, står der som advarsel på små skilte overalt.

Hvad skal man lægge i, at komponister opfører deres egne værker? I den vestlige klassiske tradition er det intet nyt. Mange traditioner skelner ikke mellem de to roller. Du spiller, du komponerer, du spiller dine kompositioner, du komponerer det, du spiller.

Hvorfor taler man så nu om ‘komponist/performeren’, som om det er noget nyt? For et par måneder siden mødte jeg en pianist til en fest. Han spurgte: »Laver du så, altså, performance-ting, eller skriver du for instrumenter?«, som om det ene udelukkede det andet.

Det har i et stykke tid naget mig, hvad det vil sige at være komponist/performer, og hvad begrebet egentlig dækker over.