kritik

Den umulige festival

Ung Nordisk Musik-festivalen er formentlig en af de mest umulige festivaler i verden, for hvert år skifter ledelsen hænder. Men årets udgave viste, at det også er en af de mest oplysende festivaler, der findes.
Af
7. Oktober 2019

This article is also available in English.

Hvordan skriver man om en festival, der praktisk taget ikke findes? Den findes selvfølgelig i den forstand, at der er en begivenhed, som finder sted: Hvert år samles 35 unge komponister i et af de nordiske lande for at høre hinandens værker – dette år i svenske Piteå. Men Ung Nordisk Musik-festivalen, UNM, har ingen fast kerne. Der er ingen kunstnerisk leder, intet programudvalg, ingen bestyrelse, ingen administrativ tovholder.

Og dog: Der findes fem af disse konstruktioner, én for hvert nordisk land, hver især med sin egen arbejdsgang, men fælles om at interagere med hinanden på ejendommelig vis. Et mundheld siger, at en kamel i virkeligheden er en hest designet af en komité; gad vide, hvilket dyr Ung Nordisk Musik-festivalen ville være. Det ville så afgjort have for mange fingre. Og for få levere.

Kun en tåbe prøver at finde en skjult mening i de årlige udgaver af UNM. 35 værker bliver udvalgt af fem forskellige juryer. Hvert land har sin egen måde at udpege sin jury på, hver sin måde at annoncere ‘call for works’ (for nylig ændret fra ‘call for scores’) på – målrettet forskellige institutioner – og hver sin måde at arbejde med kønskvoter på for at sikre en balance mellem kvindelige og mandlige komponister. Det kræver økonomiske tilskud, og eftersom hovedindtægtskilden er diverse fonde, må man indrette sig efter aktuelle politiske strømninger, hvis man vil overleve. Festivalen er derfor nødt til at være mere end en hyggeklub for unge komponister – i takt med at den er vokset i omfang, er den blevet afhængig af de større institutioner, hvilket smitter af på festivalens udformning og program.

Årets festivalplakat. © UNM Sverige
Årets festivalplakat. © UNM Sverige

Hver jury har sine egne præferencer, og da de er udpeget af komponisterne selv (på mere eller mindre demokratisk vis i hvert land), er der adskillige værdisæt og kunstneriske agendaer at tage hensyn til i programlægningen hvert år. Praktiske og administrative hensyn, som spiller en stor rolle i tilblivelsen af enhver festival, bliver her sat til side til fordel for juryens ønsker, hvilket resulterer i en umulig opgave for enhver arrangør. På et eller andet tidspunkt sætter virkeligheden ind: Nogle værker bliver aflyst, fordi de er for omkostningstunge, nogle værker bliver revideret af praktiske eller tekniske årsager, og nogle værker bliver droppet på grund af kønskvoterne. (Her er det værd at bemærke, at kønskvoterne går begge veje – der har været adskillige tilfælde, hvor kvindelige komponister er blevet skiftet ud med mandlige for at opretholde balancen.)

Min pointe er, at det af alle disse årsager – og flere endnu – ville være fejlagtigt at hævde, at UNM afspejler nuets unge nordiske komponister og deres ambitioner. Der er ganske enkelt for mange faktorer i spil. På den anden side … så kan man alligevel godt ane nogle tendenser. På trods af den overvældende blanding af forskellige institutioner, agendaer og praktiske hensyn, som går forud for festivalen, er det måske alligevel muligt at gøre et forsøg på at forstå, hvad der gik for sig i en lille by i den mest afsides del af Sverige i slutningen af august (26.-31.).

Formanden som virtuos

Det er næppe nødvendigt at gøre opmærksom på, at der er en overflod af ungt kompositorisk talent i de nordiske lande. Festivalens omfang er blevet så stort, at man af og til glemmer, at de fleste af værkerne er skrevet af unge studerende. På tværs af alle repræsenterede genrer var der en høj grad af professionel finish – fra elektroakustik og kammerværker til performance og orkestermusik. Uanset hvilken retning den nordiske samtidsmusik tager i fremtiden, er den i sikre hænder. Værkerne i de traditionelle genrer – strygekvartet, sinfonietta, orkester, elektronik – var alle af høj kvalitet og kunne være programsat ved enhver stor europæisk festival. Det kan komponisterne godt være stolte af.

Men for mit eget vedkommende er det mest interessante ved UNM ikke værker, der ‘kunne være programsat ved enhver stor europæisk festival’. I endnu højere grad end ved forrige års udgave i Bergen var der mange værker, som skubbede til grænserne og udfordrede forventningerne. Ikke på en særlig provokerende eller chokerende måde – mere på en måde, der udviskede genregrænser og tvang én til at genoverveje, hvad der udgør et vellykket stykke samtidsmusik. I mere end ét tilfælde forlod jeg en koncert med indtrykket af, at tæppet var blevet revet væk under mig, og at jeg oplevede ting, jeg ikke havde forventet, hvilket fik mig til at tænke over mine forventninger.

I mere end ét tilfælde forlod jeg en koncert med indtrykket af, at tæppet var blevet revet væk under mig

Tag nu eksempelvis vokalkoncerten med Piteå New Voices. Her blev tre værker opført: et af hver af gæsteunderviserne, Juliana Hodkinson og Jan Sandström, samt Ragnheiður Erla Björnsdóttirs Seglskraut for sangere og audiovisuelle elementer. Sandströms Sanctus (1992) var fast forankret i den moderne kormusik: umådelig tonalt og omhyggeligt komponeret. Hodkinsons Something in Capitals (2017) havde en helt anden tilgang: Partituret bestod udelukkende af tekstlige instruktioner, hvor koret og ensemblet glisserede uhyggeligt mellem tekstfragmenter og improviseret materiale. Björnsdottirs værk var igen anderledes: omhyggeligt iscenesat med et godt øje for værkets dramaturgi samt en smuk og uprætentiøs video af havets bevægelse afspillet baglæns, som på en eller anden bizar måde komplementerede korets gutturale og fyldige materiale. De grænsesøgende og traditionelle værker eksisterede side om side på en måde, der berigede, snarere end at forarme, hinanden – og denne omhyggeligt balancerede tilgang karakteriserede det meste af årets program.

Dette er efter min mening et tegn på en vellykket festival, og meget af æren tilfalder den svenske bestyrelsesformand, Frej Wedlund, og hans organisationssans. Wedlund, som både lagde programmet for de enkelte koncerter og deltog med sit eget værk – Plasticity for strygekvartet – lod hele tiden til at være til stede overalt, mens han løste hvert eneste problem, der opstod undervejs. En virtuos indsats.

Særligt én begivenhed har sat sig i hukommelsen. En elektronisk koncert på Framnäs Folkhögskola, femten minutters kørsel fra Piteå, blev meget forsinket på grund af noget manglende udstyr, som måtte fremskaffes i sidste øjeblik. Det kunne være endt i en katastrofe. Men i stedet udviklede det sig til en af de mest positive oplevelser ved festivalen, fordi Wedlund og hans hold fik leveret mad og øl til det ventende publikum, samtidig med at de riggede til og forsøgte at kompensere for det manglende udstyr. Kompromiser blev indgået – nogle værker blev opført i færre kanaler, forsinkelsen blev på knap to timer, et enkelt værk blev udskudt til en anden koncert – men stemningen var god, og der blev taget god hånd om kommunikationen mellem arrangører og publikum. Ved enhver anden festival ville denne slags problemer ende i en stensikker fiasko. At vende det om til noget positivt var et flot arbejde.

Efter de tonale krige

Men nok om organisation og strukturer. Hvad med værkerne selv? Måske bevæger jeg mig ud på dybt vand, men jeg vil mene, at den gamle dikotomi mellem tonalt og atonalt for længst er blevet afløst af det binære forhold, jeg nævner tidligere. Hvis jeg går med på legen og tager årets UNM for pålydende, så kan man sige, at nuets unge komponister ikke tager de store risici, når det gælder tonalitet, instrumentering, form eller de øvrige områder, der lægges vægt på i en traditionel kompositionsuddannelse. Det var nogle andre distinktioner, der gjorde sig gældende. På den ene side var der værker, der sigtede mod at placere sig sikkert inden for samtidsmusikkens tradition – uanset genrer – med et fokus på håndværk, finish og professionalisme. På den anden side var der værker, som befandt sig i sprækkerne – værker uden genre, værker, der ikke skelnede mellem komposition og performance, værker, der legede med koncertformatet, værker, der fik én til at undres over, hvad det egentlig var, man var vidne til.

Det er ingen hemmelighed, hvad mine egne ekstremt partiske præferencer er, eftersom mit værk This Piece Will Improve Your Life for 12 performere afsluttede årets festival. Men blot fordi et værk tilhørte den første af mine to selvopfundne kategorier, betyder det ikke, at det var mindre vellykket, eller at det ikke fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad jeg troede, jeg vidste. En af mine mest slående oplevelser dette år var Tine Surel Langes Wires for elektronik. Langes værk samplede lydene af kabler fra et radiotårn og brugte dem til at skabe en rå og fysisk oplevelse, der blev hos mig længe efter koncerten. Et intenst, nærmest urmenneskeligt, stykke kunst.

Lige så effektivt var Martin Hirsti-Kvams Belta poi che for sopran, theorbe, cembalo og elektronik. Værket lagde ud med toner på toner – et klart udslag af modernismen. Men det, der fulgte, var dog en rørende rejse mod et renere, lysere og mere skinnende sted, som satte begyndelsen af værket i skarpt relief på en intelligent, endda bevægende, måde.

Men i det store og hele var det værker fra den anden kategori, der gav de mest mindeværdige oplevelser. Teemu Mastovaaras Mit inniger Empfindung – for violin, cello, percussion, klaver, gayageum, kunstmaler og elektronik – kombinerede lystigt Schumann, rock, Jackson Pollock, Monet, båndmusik og koreansk sitar i et mærkværdigt miskmask af en koncertoplevelse, der skiftede gear med voldsom fart. Det ene øjeblik hørte vi en skøn klavertrio, det næste var vi til en rockkoncert. Den utrolige fart, værket skiftede tempo i, stod i surrealistisk kontrast til den statiske oplevelse af at være til klassisk koncert – understreget af den forudgående opførelse af Wedlunds førnævnte strygekvartet. Det hele blev bundet sammen af den strålende indsats af kunstmaleren Emelie Markgren, som spurtede frem og tilbage over scenen, mens hun kastede maling på enorme lærreder og lejlighedsvis stoppede op for at pynte lidt på musikernes ansigter. Ren og uhøjtidelig glæde.

Modige valg

En mere introvert oplevelse var Kajsa Antonssons Dismantling for tre performere (alle kortene på bordet: En af dem var mig). Forskellige genstande blev spredt ud over scenen, langsomt flyttet ind mod midten på forskellig vis og undersøgt af performerne. Centralt i værket stod en omhyggeligt koreograferet performance med fløjtemundstykker og balloner. Jeg fandt værket hensynsfuldt og balanceret, men også frygtløst – ikke bange for at udforske de komiske og grimme aspekter ved sin skønhed.

Hermod Ringset Bentsens Explanations of the Subsequent Human – and More for solopercussion formåede også at balancere mellem hensynsfuldhed og frygtløshed. Lige dele solopercussionværk, OCD-agtig kølleoprydning, beatpoesi og mimekunst – det formåede på vellykket vis at kombinere alt dette i en slående fokuseret opførelse, der på samme tid var sjov og fængslende intens.

Denne pluralistiske og frie tilgang til at skabe kunstmusik begrænsede sig ikke til koncertrummet, men gjaldt også for installationerne. Frederik Heidemanns audiovisuelle Honey, You’re My One and Only var en underligt rørende oplevelse, hvor vi fulgte en karakter, der var skabt (og fanget) i en software til spiludvikling. Fokusset zoomede ind og ud, mens vi udforskede karakterens verden såvel som de værktøjer, den var skabt med, alt sammen akkompagneret af et freejazzet percussionsoundtrack. Værket blev vist i foyeren på UNM-hotellet, så jeg passerede det dagligt uden nogensinde at se det i dets helhed. Hvilket var en klog beslutning, for dermed blev værket en del af min dagligdag på en måde, jeg ikke helt blev opmærksom – med en lille smule mærkelighedsstøv strøet ud over hver morgen – før festivalen var ovre.

Forrige år spurgte jeg, om en reduceret støtte fra fondene har resulteret i en mere forsigtig tilgang til at skabe kunstmusik hos de unge komponister. Dette års festival ser ud til at pege i den modsatte retning – med komponister, der træffer modige valg. Måske er det en reaktion på et tiltagende fjendtligt og bekymrende globalt politisk landskab – måske er det bare et desperat svar på en tilværelse i en verden, der står over for en snarlig klimamæssig katastrofe. Måske er de to tilgange, jeg nævner tidligere – hvor den ene holder sig inden for eksisterende traditioner og perfektionerer dem, mens den anden arbejder på at nedbryde og endda tilintetgøre dem – to lige gyldige svar på den tiltagende desperate situation, verden lader til at befinde sig i lige nu. Det er i hvert fald fristende at forstå festivalen på den måde. Men det er ikke muligt at kategorisere UNM så let. Der sker simpelthen for meget, og der er for mange forskellige kræfter i spil.

Og således vil festivalen fortsætte sin umulige gang på jorden, mens dens deltagende komponister og bestyrelsesmedlemmer falder for aldersgrænsen og bliver erstattet af ungt blod. Det er en mærkelig festival med et uklart formål: showcase? Mulighed for at netværke? Fremvisning af smagsprøver fra sit katalog? Skabe forbindelse til et bredere publikum? Manglen på en central organisation gør det usandsynligt, at festivalen får et klart fokus i den nære fremtid. Måske er det, lige som det skal være – en festival har ikke over 70 år på bagen uden at udfylde et eller andet behov, og nogle gange er det bedst bare at gøre ting uden helt at vide hvorfor.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.

Omtalt i artiklen