kritik

Død ved kærlighed

Opera Nords »Liebestod – en opera:tion«, komponeret af svenske Henrik Strindberg og Sofia Jernberg, blander poesi, performance og musik i forsøget på at forstå kærlighedens nære bånd til døden. Indsigten viser sig i sidste ende, måske tilsigtet, at være lige så blafrende som musikken.
Af
18. november 2019

Kærligheden og døden – og hvordan det ene fører det andet med sig, og omvendt – er et centralt tema i mange operaer, særligt fra 1800-tallet. Så mange, at dét at kalde det en kliché ville være en seriøs underdrivelse. Fra Mozarts Don Juan, hvis hang til at forføre kvinder leder ham direkte i Helvede, over Bizets Carmen, hvis frie forhold til kærligheden gør, at hun til sidst dræbes af en tidligere elsker, til Wagners Tristan og Isolde, hvor kærligheden aldrig kan forløses i dette liv, men kun realiseres i døden.

Wagner åbner Tristan og Isolde med en dissonans, den berømte Tristan-akkord, der først opløses til en konsonans efter fire dødsfald og fire en halv times opera. Isoldes »Liebestod«-arie, kærlighedsdøden, er berømt for at bringe denne konsonans med sig ved Isoldes udånding. Kærligheden dræber hende med andre ord.

Opera Nord vil med forestillingen Liebestod – en opera:tion gå Wagners finale efter i sømmene og via poesi, videnskabelig forskning, filosofi og elskendes egne udsagn forsøge at forstå kærlighedens væsen og dens tætte forbindelse med døden. Resultatet er en meget tekstbaseret forestilling, der musikalsk både understreger det umulige i at beskrive kærligheden og spiller på sangernes kroppe – i symbolsk såvel som bogstavelig forstand.

Farven hvid

Forestillingen foregår på Takkelloftet i København, og på scenen er der otte performere. Fem er musikere: akkordeonisten Andreas Borregaard, percussionisten David Hildebrandt, viola d’amore-spilleren Garth Knox, kontrabassisten Nina de Heney og harpenisten Tine Rehling. Og tre er stemmer: skuespilleren/performeren Oscar Boy Willems, den klassisk uddannede sopran Katinka Fogh Vindelev og den genrekrydsende stemmekunstner Sofia Jernberg.

Scenen er arrangeret som et kvadrat med publikum på alle sider. I midten er der lavet en cirkel bestående af bøger og noder, mens viola d’amore-kassen svinger frem og tilbage som et pendul. Hvid er den gennemgående farve i de medvirkendes påklædning. Jeg får her flere associationer: hvid som en brudekjole, hvid som en læges kittel. Hvid som tilstedeværelsen af alle farver på én gang, hvid som det, der nemmest bliver tilsmudset. Hvid som symbolet på (jomfruelig) renhed, hvid som symbolet på døden. Opera Nords vision om at blande forskellige aspekter af kærligheden og døden afspejles her i de mange forskellige tolkninger, man kan lave alene ud fra performernes kostumer.

Satserne er af varierende udtryk, men meget konsekvent er det, at musikken sjældent søger mere end at skabe en stemning

Forestillingen åbner med netop Tristan-akkorden, og derefter følger en kort musikanalytisk gennemgang af, hvordan de første par takter af Tristan og Isolde fungerer, samt fortællingen om, hvordan to dirigenter er døde, mens de dirigerede Wagners opera, mindst én af dem af et hjerteanfald. Og få sekunder efter føler alle i publikum et stik i hjertet, da en mobil begynder at ringe. Og bliver ved. Musikerne ignorer det, så længe de kan, men til sidst vender viola d’amore-spilleren Garth Knox sig om og kigger bebrejdende på publikum bag sig – og opdager så, at det er hans egen telefon, der ringer. Lettelsen blandt publikum er stor, da han tager sin telefon. »Hello? Stop time? I’d rather not interfere.« Nu vi alle lige har mærket vores eget hjerte krympe sig, kan operaen rigtig gå i gang.

Rettergang mod eros

Selvom opera måske ikke er det mest oplagte ord at bruge. Liebestod har nemlig mere karakter af performance, hvor skellet mellem musiker og performer er opløst. Værket udspiller sig over 15 ‘satser’, hvoraf 13 er komponeret af svenske Henrik Strindberg og to af landsmanden Sofia Jernberg. Satserne er af varierende udtryk, men meget konsekvent er det, at musikken sjældent søger mere end at skabe en stemning. I det første stykke tid kan udtrykket bedst beskrives som støjlydende – ikke på grund af vilde dissonanser, omend de også er til stede, men mest fordi musikken aldrig rigtig fører nogen steder hen og oftest kører i loops.

Et gennemgående element er en løbende ‘retssag’ mod eros, den passionerede og romantiske kærlighed. Eros er anklaget for at være arrogant, for at stikke i mennesker og såre os. Men retssagen får også karakter af en undersøgelse, en spørgen ind til, hvad eros’ væsen er. Er det logisk? Er det fair? Og hvad har eros med tiden at gøre?

Sofia Jernberg i »Liebestod«. © Søgårdfilm
Sofia Jernberg spiller en af hovedrollerne i »Liebestod – en opera:tion«. © Søgårdfilm

Via en serie skriftlige projektioner ser vi, at »amor« også kan være »amoralitet« – som også kan forvandles til »mortalitet« og siden »immortalitet«. Dette er et godt eksempel på librettisten Cia Rinnes optagethed af sprog og de forbindelser, der findes i det. Kærligheden rammer os på vores følelse af, hvad der er rigtigt og forkert, tabet af den minder os om vores dødelighed, og når man svømmer i forelskelsen, føler man sig udødelig. Vi bliver bedt om at tilgive dem, der er forelsket, for de er ikke sig selv i det øjeblik. De er jo ved at binde deres hjertestrenge sammen.

Hver gang eros er i retten, bliver der fjernet nogle af elementerne fra cirklen. Først bøgerne. Så noderne. Og til sidst står cirklen helt tom. Som symboler på det umulige i at beskrive eros tilfredsstillende, både i tænkningen og i kunsten. Begge må fejle, og til sidst er kun tomheden tilbage.

Hjertestrengene binder dig

Stemmekunstner Sofia Jernberg bliver tidligt i forestillingen placeret i midten af cirklen, hvor seks røde tråde fastgjort til hendes bryst og ryg holder hende fanget. Trådene kan oplagt ses som hjertestrenge, de bånd, der knytter os til de mennesker, vi elsker. Men de virker mere som et fængsel, noget, der binder Jernberg fast. Strengeinstrumenterne akkompagnerer hendes sangpassager, der primært består af lange linjer, der gentager de samme ord, ved at slå på deres strenge med buen. Især på viola d’amoren med dens 14 metalstrenge klinger det for mig hult – som udspændte hjertestrenge, der klinger i en hul krop.

Freud beskriver i en af sine studier forskellen mellem sorg og melankoli: Hvor vi i sorgen bevidst gennemarbejder et tab og på sigt kommer over det, er vi i melankolien ude af stand til at give slip på det tabte kærlighedsobjekt, og herigennem bliver vi patologiske. Er de spændte hjertestrenge melankoliens fængsel? Hvor vi klinger hult, fordi vi stadig har bundet os til en kærlighed, vi har tabt?

Strengene bliver i hvert fald klippet, og Jernberg tager snart et sort sørgeslør på. Hun begraver kærligheden, men kan derigennem leve videre. Og senere i forestillingen leverer hun også det musikalske højdepunkt med en soloperformance for stemme og mikrofon. Hun looper sin stemme og skaber en kort, men dybt rørende ordløs sang. Jernberg bruger sit åndedræt, hvisker på både ind- og udåndinger og skaber lyd gennem struben. Hun synger med sin krop, men har ingen ord, fordi det er umuligt at beskrive den sorg og ensomhed, man lades tilbage med; i dét øjeblik er hun reduceret til blot at være en krop, der eksisterer i en brændende smerte. Hun sidder alene midt på scenen, mens alle andre performere en for en sætter sig med ryggen til. Og fade to black.

Publikum bliver ramt af usikkerhed. Er det slut? En spinkel klapsalve begynder. Først da lyset tændes igen og performerne begynder at smile, kan publikum rigtig klappe. Men bifaldet over kærlighedens død hæver sig ikke rigtig til det jublende. Måske var det netop den effekt, folkene bag Liebestod ønskede: igen at gøre os i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Lidt som når man er i de spæde stadier af en forelskelse. Eller sorgen over tabet af den.

»Liebestod – en opera:tion« spillede som gæstespil på Takkelloftet 3.-8. november, iscenesat af Louise Beck, Opera Nords stifter og kunstneriske leder.