Her må musikken gerne ramme ved siden af
Næste år kan Endless Gratitude fejre tyve års jubilæum. I næsten to årtier har festivalen stået garant for et væld af musikalske oplevelser, hvor fællesnævneren lader til at være koncerter med kunstnere, der til stadighed eksperimenterer med form og indhold. I nogle tilfælde fordi de endnu ikke selv er helt fortrolige med deres kunstneriske stemmer, og i andre fordi det simpelthen bare er sådan, deres arbejdsmetode hænger sammen.
Græsrodsfornemmelsen – det er stadig den, som hersker på Endless Gratitude. Og det er den, der gjorde mine tre dage på Kildevæld Kulturcenter på Østerbro, hvor Festival of Endless Gratitude foregik, til noget helt særligt. Følelsen af, at man ikke indløser billet til en toptunet omgang musikalske oplevelser, men derimod en levende workshop, en smeltedigel fuld af works in progress.
Sublime, naivistiske, absurdistiske tekster om alt fra søvnige slanger og druknedød til at drikke te sammen og slå sin samtalepartner i hovedet
Absurdistiske popsange og robotmusik
Over festivalens tre dage og i alt 16 koncerter var der to, der i særdeleshed skilte sig ud – den newzealandske absurdismefolk-duo Slightly Imperfect og den amerikanske elektroniske musiker Victoria Keddie.
Halvdelen af duoen Slightly Imperfect bestod af Greg Malcolm, der allerede dagen inden havde gæstet festivalen med et soloset. Den anden halvdel – Malcolms partner Jenny Ward – fuldendte tosomheden, og sammen opførte de den skotske digter og musiker Ivor Cutlers sange. At skrive, at de blot opførte dem, er dog lidt af en underdrivelse. Cutler var digter først, og hans musik bærer præg af dette: Sublime, naivistiske, absurdistiske tekster om alt fra søvnige slanger og druknedød til at drikke te sammen og slå sin samtalepartner i hovedet. Tidlig britisk psykedelisk whimsy, men i Cutlers originaler præsenteret musikalsk meget sparsommeligt.
Dette rettede Slightly Imperfect op på, med Malcolms guitar som det gennemgående melodiske anker, og Wards mange legetøjsinstrumenter og andre små dimser – otamatone, whirly tube, tekop med teske m.m. – som fuldendte det farverige lydunivers, der var Cutlers tekster værdigt. Begge medlemmer af gruppen sang, ofte i duet. De havde en åbenlys stor kærlighed til kildematerialet, og præsenterede i musikken en forfriskende hjertevarm ligefremhed og et genuint glimt i øjet. Musik, der i sin enkelthed handler om de små, sjove øjeblikke, der faktisk betyder noget i ens liv, om de fjollede tanker og skøre ideer, man deler med sine elskede. Der var en gennemgribende hyggelig atmosfære over koncerten, som jeg på det tidspunkt endnu ikke havde oplevet på festivalen, og som da også skulle vise sig at være helt unik.
Pludselig var denne robotagtige, diskante, tangerende-til-støj musik blevet til en pulserende, bølgende og utroligt spændende urmasse af lyd
Heldigvis er der også mange andre følelser, man kan stifte bekendtskab med på en festival som denne. Amerikanske Victoria Keddie, der spillede på sidstedagen, står ligeledes som endnu et af de absolutte højdepunkter. Hun havde skabt et program, der fulgte rumskrald i himlen over den valgte lokation, og lod så dets tilstedeværelse (de)aktivere visse elementer i hendes elektroniske musik, af sig selv og helt tilfældigt. Hvad der startede med at være en udfordrende lytteoplevelse blev gradvist mere og mere engagerende. På samme måde som vi mennesker ikke kan lade være med at se ansigter i alting – det psykologiske fænomen pareidolia – begyndte min hjerne at genkende rytmer og menneskestemmer, som måske slet ikke var der.
Pludselig var denne robotagtige, diskante, tangerende-til-støj musik blevet til en pulserende, bølgende og utroligt spændende urmasse af lyd. Keddie aktiverede min begejstring for at finde orden i kaos, den der fantastiske følelse, når noget, der før syntes svært, pludselig virker utroligt let, og man endelig, helt uden at bemærke det, begynder at nikke hovedet i takt med rytmen.
Når støjen begynder at give mening
Mens Slightly Imperfect og Victoria Keddie stod for festivalens to bedste koncerter, bød programmet på langt mere.
Franske Megabasse, der med sin tohalsede guitar spillede tætvævede, cirkulære, nærmest gamelan-agtige mønstre, der lød som både klokkespil og sitar, og sjældent som en egentlig guitar. Den britisk/argentinske duo GUSH, der med hårde og hurtige trommebeats tilsat samples og en forsanger med gnaven televangelist vibes spillede primal popmusik fyldt med storbylede, lummerhed og selvironi. Italienske NZIRIA, der blandede den højenergiske elektroniske genre gabber og den napolitanske lokalgenre musica neomelodica, og skabte en utroligt ikke-subtil, ekstremt effektiv leveringsmekaniske af højnede øjeblikke.
Cirkulær vejrtrækning, effekter og feedback fra forstærkeren, der ofte fik musikken til at lyde som en didgeridoo fra Helvede
Eller den danske basunist Maria Bertel, der, med effektpedaler foran sig og en stor forstærker bag sig, skabte en form for teksturel og virkelig bastung dronemusik med korte, rytmiske stød. Cirkulær vejrtrækning, effekter og feedback fra forstærkeren, der ofte fik musikken til at lyde som en didgeridoo fra Helvede.
Sidst, men ikke mindst, de mange lydeksperimenter, der også fandt sted som del af programmet: Danske Ragnhild May, der fangede min interesse med sine selvbyggede orgelkonstruktioner i træ og i forskellige størrelser, spanske Ex Continent, hvis skrattede soundscape fik en til at virkelig at høre efter i forventning om, hvor den næste lyd måtte komme fra, og amerikanske Headband, der gjorde sit støjende lydunivers levende med et væld af overraskende samples.
De vil alt andet end den kedelige, leverpostejsfarvede midte
Det ufærdige har sin egen værdi
Det er i eksperimentets natur, at nogle af dem lykkes, mens andre slår fejl. Således også på Festival of Endless Gratitude 2026. Ikke alt kan brillere i et program med 16 navne. Det væsentlige er, at jeg som publikum får den følelse, at det er en risiko, festivalen er indstillet på at løbe. Der er noget på spil, kunstnere får plads til både at under- og overvælde. De vil alt andet end den kedelige, leverpostejsfarvede midte, sikkerheden i det forudsigelige. De præsenterer kunst, der ikke altid er færdig, vellykket eller sikker. Og de danner grobund for kunst under udvikling, i konstant samtale med kunstneren selv, med publikum og med verden omkring sig. Det er der, der gør at Festival of Endless Gratitude stadig er værd at besøge, næsten 20 år efter sin fremkomst.
Festival of Endless Gratitude, København, 24.-26. september 2026