Mens Europas jazz leder efter nye sprog
Efter en dag i de estiske højmoser er det svært ikke at høre landskabet igen i musikken. Stilheden, de lange horisonter og fornemmelsen af plads dukker op flere steder under Jazzkaar i Tallinn, Baltikums største jazzfestival. Men festivalen handler ikke kun om musik. Den fortæller også historien om et land, der stadig er ved at definere sig selv kulturelt – og om en jazzscene, der er i færd med at gøre det samme.
Festivalen blev et billede på et samfund, der åbnede sig efter årtiers sovjetisk isolation
Da Jazzkaar blev grundlagt i 1990, få måneder før Estland genvandt sin selvstændighed, var festivalen et kulturelt frihedsprojekt. Jazz havde længe fungeret som et symbol på Vesten, og festivalen blev et billede på et samfund, der åbnede sig efter årtiers sovjetisk isolation.
Seksogtredive år senere er situationen en anden. De internationale navne er stadig på plakaten, men de fungerer ikke længere som festivalens centrum. Snarere som referencepunkter for en estisk scene, der med voksende selvtillid forsøger at formulere sin egen lyd.
Det mærkes allerede i Tallinn. Bag den UNESCO-fredede middelalderby rejser sovjetiske boligblokke og glasfacader fra den digitale økonomi sig side om side. Jazzkaars tyngdepunkt ligger i Telliskivi, det gamle industrikvarter, hvor fabrikshaller er blevet til atelierer, spillesteder og caféer. På Fotografiska viste Anton Corbijns ikoniske musikfotografier vej ind i festivalen, og til åbningskoncerten fortolkede estiske Naissoo Freeform Quintet sange af U2.
Publikum lyttede med samme selvfølgelighed, som danske koncertgængere lytter til en jazzstandard
Kontrabassisten Mingo Rajandis Lady Sapiens spændte to kontrabasser, cello og bratsch ud mellem minimalisme, elektronik og baltiske folketoner, mens Robinson Khourys MŸA lod jazz, modulsynthesizere og mellemøstlige klangverdener flyde sammen.
Folkemusikken som modersmål
Årets Jazzkaar havde ikke så mange eksperimenterende koncerter som sidste år – Maria Faust var virkelig savnet – men hvad der ikke manglede var den estiske folkemusik, som fungerede som et musikalsk modersmål og ikke bare som identitetsmarkør eller eksotisk krydderi. Da Kadri Voorand, bassisten Mihkel Mälgand og folkemusikduoen Puuluup indtog scenen, bevægede musikken sig ubesværet fra næsten uhørlig intimitet til rå rituel kraft. Og publikum lyttede med samme selvfølgelighed, som danske koncertgængere lytter til en jazzstandard.
Den samme organiske blanding prægede kvartetten med Peedu Kass, Villu Talsi, Theodor Sink og Simone Minn. Kammermusik, improvisation og estiske folkemelodier gled ind og ud af hinanden uden den demonstrative crossover-æstetik, som ofte følger den slags projekter. Talsis funky mandolin gav musikken en dansende lethed.
Den søgen efter et særligt estisk tonesprog dukkede op igen og igen, men den baltiske horisont blev også gjort endnu bredere, eller blev helt sprængt: En koncert med saxofonisten Villu Veskis gruppe, som tæller og danske Katrina Petersen, som sang på dansk, svensk, norsk og færøsk, og guitaristen Andreas Ugorskij kulminerede med, at det 25 mand store Sato Shaman Drums Orchestra ankom med strubesang og massive trommer.
Jeg kunne ikke finde ud af med mig selv, om det tenderede til folkloristisk staffage, eller om det var et forsøg på at afprøve forskellige forbindelser mellem lokale traditioner og moderne improvisationsmusik.
Med lange melodiske guitarlinjer og filmiske klangflader a la Mike Oldfield pegede Erki Pärnojas Himmelbjerget mod skandinavisk minimalisme, men også her var en særegen estisk melankoli.
De internationale gæster
Festivalens internationale gæster blev derfor mest interessante som kontrast. Amerikanske Kneebody leverede en eksplosiv og storbyrastløs blanding af jazz, rock og hiphop med Nate Wood på både trommer og bas samtidig.
Festivalens største publikumsmagnet var den New Zealand-australske sanger Jordan Rakei, som fyldte Alexela Concert Hall. Hans neo-soul-univers rammer direkte ind i samtidens følelsesøkonomi med varme grooves, følsom vokal og polerede produktioner.
Hans neo-soul-univers rammer direkte ind i samtidens følelsesøkonomi
Men selv om publikum tog imod ham som en superstjerne, havde jeg svært ved at høre den store variation i sangene, som synes at være fanget i det samme klæbrige følelsesregister.
Bill Frisell gik den stik modsatte vej. Han præsenterede Eyvind Kang som sin mentor og sagde derefter intet. Kangs bratsch trak lange melodiske linjer gennem den eftertænksomme Americana, som her i Arvo Pärt-land, på en forunderlig måde, lød som var den groet frem af de samme moser og skove som den estiske folkemusik.
Jazzkaars historie er uløseligt forbundet med de amerikanske navne, som festivalens stifter Anna Erm gennem mere end tre årtier har hentet til Tallinn. Hun fortæller stadig med stolthed om rækken af store gæster. Men på årets festival var det svært ikke at få den tanke, at de ikke længere er festivalens vigtigste fortælling.
Guitaristen Ricky Pistone fra Kennedy Administration måtte nærmest bede om at være med
I pladebutikken Terminal og på Philly Joe's Jazz Club kunne man under jamsessions høre unge estiske musikere sætte sig så tungt på scenen, at guitaristen Ricky Pistone fra Kennedy Administration nærmest måtte bede om at være med. Og selv estisk hiphop lød overraskende hjemmevant. I Henri Paul Pukks hyldest til J Dilla voksede de skæve grooves naturligt sammen med det estiske sprogs overflod af vokaler.
Jazz i stuen
Noget af det sidste, jeg oplevede i Tallinn, var en koncert i en lejlighed i et af byens fancy nye boligkvarterer, få minutters gang fra den lille garage-restaurant The Kurze, hvor foodies kommer langvejs fra for håndlavede dumplings fra Dagestan. Publikum sad tæt i køkkenalrummet, mens den København-baserede pianist Rahel Talts og hendes far, guitaristen Marek Talts, spillede egne kompositioner og en ukrainsk folkesang. Pænt var det, jo, men Marek Talts var god til at stikke en skæv akkord, et vrid, en uventet drejning ind her og der. Ikke alt faldt på plads.
Pænt var det, jo, men Marek Talts var god til at stikke en skæv akkord, et vrid, en uventet drejning ind her og der
Men ligesom på festivalen var der en nysgerrighed og en vilje til at lede videre. Estland markedsfører sig med natur, design og digitalisering. Efter Jazzkaar rejser man hjem med en fornemmelse af, at landet også er ved at skabe en musikalsk identitet, som resten af Europa burde lytte nærmere til.
Jazzkaar, Tallinn, Estland, 24. april-2. maj 2026