Instruktør Magdalena Zięba-Schwinds nye dokumentar Carl Nielsen – Between Heaven and Earth, en mestendels engelsksproget film om selveste Danmarks nationalkomponist, er et yderst kompetent stykke håndværk, der dog gerne måtte have taget sig mere tid til de dybere samtaler.
Den forhenværende 100-kroneseddelprydende Nielsen var en stor kunstner, men samtidig ikke et geni, han var ligesom dig og mig, skal det forstås. Seeren trakteres med prangende lysekroner, sommerdage i den fynske natur, besøg i barndomshjem og koncertsale. Skuespiller og komiker Tue Hoé gør det udmærket som omvandrende Nielsen i beige søndagssæt, blød hat og glimt i øjet. Klicheerne hober sig op, men de virker jo. Og de krydres heldigvis med nogle små greb, der fryder – som når Hoé til allersidst bryder den fjerde mur i overensstemmelse med Nielsens sjette og sidste symfoni.
Jeg savner dog mere stillingtagen til den folkekære komponist og hans oeuvre. Filmens mest interessante øjeblik er, når Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Danish String Quartet, stiller spørgsmålstegn ved Nielsens forhold til den såkaldte »danske folkesjæl«: Var hans musik med til at skabe den? Eller blev musikken blot præget af en allerede eksisterende folkesjæl? Det er et spørgsmål, der desværre ikke udforskes videre.
Det hele glider så let – en anelse for let. På kun lidt under en times spilletid er det begrænset, hvor meget man kan nå at få med. Men når nu det er ingen ringere end den musikalske nationalhelt Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.
Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.
Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.
Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.
Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.
De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.
Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.
Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.
Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.
Han har spillet med Per Nørgård og er aktuel som vært i DR's podcast om 100 års dansk jazz, Farlige toner. Kresten Osgood (07.12.1976) er multiinstrumentalist, improvisator og komponist og bevæger sig frit i al slags musik, for – som Duke Ellington har sagt det – »Der findes kun to slags musik: God musik og den anden slags.« Osgood har viet sit liv til den første slags. Hjemme lytter han bl.a. til den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel.
Snart albumaktuelle Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
