© Markovka/Shutterstock.com
essay

Et dæmpet lydlandskab

Essaykonkurrence | Med den aktuelle pandemi er vi stødt på et nyt lydligt fænomen: det dæmpede lydlandskab. Omvæltninger i samfundet afspejler sig i de lyde, vi hører, og lige nu er det måske tid til at lytte ekstra godt efter.

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

København er forandret. I denne by, hvor jeg bor, er byens lyd dæmpet, ja her er nærmest stille. Folk driver pletvist rundt i de tomme gader med behørig afstand til hinanden. Baggrundsstøjen, den evige tone af storby, er nogle steder helt forsvundet, og alle små lyde funkler og knitrer som fyrværkeri i mine ører. Onlineundervisningen fra min datters computer inde på værelset går tydeligt igennem, og jeg hører stemmer fra klassekammerater, som jeg ikke kender – nogle stemmer dybe, andre pibende og skingre. De går i 2. g, mon de klarer sig igennem denne periode uden at blive vanvittige?

Fræseren fra snedkerens værksted i baggården står knivskarpt i lydbilledet, de få gange den kører; mon snedkeren klarer sig igennem krisen? Lyden af mit tastatur lyner, og min søns mange spørgsmål til lektier er som torden på en sommerdag. Min næstældste datter hvirvler ud af sit værelse en gang imellem, laver kakaomælk og siger en hel masse om, at Uni-login til skolen ikke virker og hun derfor ikke kan tage sin engelskprøve, og så forsvinder hun ind på værelset igen.

Alle ved, hvor alle er, og hvad alle gør, i dette dirrende lydlandskab, hvor alt står knivskarpt

Gulvbrædderne knirker for hvert skridt, vi tager, når vi går ud på toilettet. Brædderne ligesom håner os på vej derud og spørger: »Hvor skal du nu hen? Skulle du ikke lave lektier eller arbejde?« Lyden følger os hele vejen igennem den lille lejlighed – knirkedør åbner, knirkefodtrin fra venstre til højre, knirketoiletdør åbner og lukker, ting klares, knirkefodtrin tilbage fra højre til venstre. Alting er én stor stereopanorering i et fantastisk surroundsoundsystem, som aldrig slutter. Alle ved, hvor alle er, og hvad alle gør, i dette dirrende lydlandskab, hvor alt står knivskarpt.

John Cage havde ret: Der findes ikke ren stilhed. Det er kun noget, vi forestiller os, en konstruktion. Så lad os se nærmere på denne nye ‘stille’ tilstand af lydlandskabet.

Nye lyde på Nørre Søgade

I fraværet af almindelig hverdag og travlhed bliver jeg opmærksom på min lytteoplevelse af det forandrede lydlandskab. Baggrundsstøjen er faldet markant og har givet plads til nye lyde og lydoplevelser. Visse lyde i mit lydlandskab er dæmpede, andre forstærkede, og nye lyde er kommet til.

Fra min baggård kan jeg ikke længere høre: bilernes konstante susen ude på Nørre Søgade, Danmarks mest trafikerede gade, der normalt lægger sig som et lydligt slumretæppe over mine ører og dæmper lyddetaljer helt herinde i min baggård; flyene, som plejer at drøne hen over himlen på vej et eller andet sted hen; snedkerens fræsemaskine i nabogården; fester i weekenden i lejlighederne; musik fra åbne vinduer; folk, der snakker højlydt og muntert på altanerne.

Nørre Søgade. © Orf3us/Wikimedia Commons
Lydene på Nørre Søgade i København har ændret sig under den nuværende pandemi. © Orf3us/Wikimedia Commons

På en eller anden måde har coronavirussen skabt en kollektiv selvcensur, hvor enhver form for lydlig glæde er afløst af et fælles, tavst mådehold. Alle er blevet tavse.

Ude på Nørre Søgade kan jeg ikke længere høre: folk, der taler højt sammen, mens de cykler, for at overdøve bilerne; musik fra bilerne: fuld bas inde i kabinen, andre gange mere moderat; folks telefonsamtaler over bilanlægget; politiudrykninger, brandbiler og ambulancer, der plejer at tordne gennem gaden.

Til gengæld kan jeg nu tydeligt høre: alle de mange fugle i min gård: duer, der kurrer tidligt om morgenen, måger, der skriger fra tagryggene om dagen sammen med skader og krager; naboerne, der pusler rundt, taler lidt sammen, vasker tøj, spiller lidt guitar og går på toilettet – vi kommer hinanden lydligt ved her i de gamle, små bylejligheder.

Krisens nye fællesskab

Ude på Nørre Søgade kan jeg pludselig høre fuglene i træerne ovre på den anden side. Sidste gang jeg hørte dem, var, da de spærrede byen af for Copenhagen Marathon. I disse tider er der færre biler og dermed mindre baggrundsstøj til at maskere lyden af cyklerne. Jeg kan nu høre cyklerne nærme sig bagfra, flere meter før de når mig: pedalerne, der driver kæde og hjul fremad, gearet, der klikker, dækket, som spinder mod asfalten, og en lille smule vindmodstand i jakken.

Jeg kan høre fodtrin på fortovet, som normalt er visket væk af bilstøj. Fra baggården kan jeg høre den store kran bag ved to rækker huse og en parkeringsplads, som er i gang med at hejse byggemateriale fra en baggård ned i en container på gaden. Inde i parkerne kan jeg pludselig høre folks samtaler gå tydeligt igennem. For eksempel to nydelige damer: »Ja, ham dér derovre, han ser også lidt mærkelig ud …« Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at høre resten af samtalen.

Måske vi kommer hinanden mere ved i det dæmpede samfund, på godt og ondt

Den allestedsnærværende baggrundsstøj, som plejer at maskere dagligdagens små samtaler om stort og småt, er pludselig dæmpet, og de små samtaler toner nu tydeligere frem og afslører os. Er vi blevet blottet i dette dæmpede lydlandskab? Er storbyen skrumpet til et lillebymiljø, hvor alle hører alle og har øje på alt? Måske vi kommer hinanden mere ved i det dæmpede samfund, på godt og ondt.

Noget nyt, jeg kan høre, er fællessang i cykelgården. For nogle dage siden fulgte et par beboere i min andelsboligforening trop med Italien og dernæst resten af Danmark: fællessang ud ad vinduerne. Grib dit instrument, og spil og syng med på en fællessang. Jeg nåede det ikke første gang, men er nu med selv. Første gang var berusende og rørende. Lyden af fællesskab gjaldede gennem gården og dæmpede vores angst for det ukendte – for virusbølgen.

Siden har følelsen ændret sig en smule, og vi, der er med og synger, så godt vi kan, føler nu et solidt sammenhold. Nye aspekter er kommet til: Hvad skal vi synge? Hvem synger for? Er der nogen, der kan spille guitar? På forunderlig vis bliver vi i disse tider mindet om, at fællesskab virker: Det dæmper angst, når vi er i krise.

Musestille krybdyrshjerne

Det pulser i mit højre øre, når jeg er stresset. En dyb tone, som en støvsuger eller et uldent tågehorn. I disse dage pulser det, når jeg lægger mig til at sove. Jeg har en enkeltmandsvirksomhed, og de job, der var i kalenderen, er blevet aflyst på grund af coronavirussen. Mon regeringens hjælpepakke kan hjælpe mig? Hvordan optæller man ‘tabte projekter’? Lyden af tabt arbejdsfortjeneste er en dyb pulseren i mit højre øre.

Vores økonomi er i fare. Den vækstideologi, som skulle føre os igennem livet så behageligt som muligt, synes at knirke og danne sprækker i det økonomiske fundament. En virus har stoppet væksteventyret for en tid. Begyndelsen af 2020 er nu lyden af forandring.

Den canadiske komponist R. Murray Schafer er blevet berømt for sit arbejde med begrebet »soundscape«; i denne korte video tegner instruktøren David New et portræt. © The National Film Board of Canada

Alle er forstummet, kravlet ind i deres huler for at forskanse sig mod bølgen af rædsel og destruktion. Krybdyrshjernen har frosset os alle på stedet i håbet om, at faren snart driver over: »Bliv hjemme!«, det har vi fået at vide af vores statsminister, at vi skal. Vi har også fået at vide, at vi skal holde os inden døre, gemme os i vores huler, indtil faren er drevet over; endnu en forsvarsmekanisme, som passer krybdyrshjernen godt. Nogle er begyndt at skælde ud på regeringen for ikke at gøre det godt nok – angreb er den sidste forsvarsmekanisme mod rædsel, og krybdyrshjernen lever i bedste velgående.

Nogle taler om kommende italienske tilstande med tusinder af indlagte og, hvis vi er heldige, kun 1.000-5.000 døde. Jeg forestiller mig lyden af katastrofe, skrigende mennesker i sorg over tabet af deres kære, skrigende sundhedspersonale i afmagt over de overfyldte sygestuer, skrigende børn i afmagt over deres forældre og mangel på luft og motion. Skrigende voksne over tabet af job, parforhold og fremtiden.

Lige nu er det stilhed før bølgen af muligt kaos og skrigende rædsel. Vi forsøger at få en hverdag op at køre med hjemmeskole og hjemmearbejdsplads. Hvor længe kan vi holde til det? Hvor længe, før vi går amok? Lyden af selvdisciplin i de små hjem, på gaderne og i supermarkederne er tavshed. Vi fester ikke, fordi alle aktiviteter, hvor vi er sammen ud over familien, er aflyst for en stund. Kun afbrudt af fællessang, på faste tidspunkter. Ud over dét er vi stille. Musestille krybdyrshjerne.

Det lyttende øre

I denne dæmpede tid går øret ind i en ny tilstand af lytning, hvor små lydlige detaljer pludselig toner frem i vores bevidsthed. Alle lyde står skarpere i dette dæmpede lydlandskab og giver os information om alle de ting, der foregår lige nu og her: fuglene inde i byen, fodtrin på fortovet, enkelte maskiner flere husblokke væk.

Alle lyde står skarpere i dette dæmpede lydlandskab og giver os information om alle de ting, der foregår lige nu og her

På et tidspunkt flader virusbølgen ud, og hvad har vi så lært? Vi har nok lært, at der er en sammenhæng mellem adfærd og lyd: Når den menneskelige aktivitet dæmpes og vi trækker indenfor, falder baggrundsstøjen, og vores ører bliver mere følsomme over for lyddetaljer. Måske nuet står lidt tydeligere? Måske tingene står lidt skarpere udenfor?

Og hvad kan vi så bruge denne forstærkede lydsanselighed til? Måske den forfinede lytning kan hjælpe os med at blive mere opmærksomme på vores lydmiljø i hverdagen. Blive mere bevidste om, hvordan lydmiljøet på vores arbejdsplads eller derhjemme påvirker os og gør os enten afslappede eller anspændte og stressede. Simpelthen blive bevidste om støjforurening i vores hverdag.

Støj og forurening

I R. Murray Schafers bog The Soundscape fra 1977 introduceres idéen om lydlandskab, soundscape: Man kan se på et landskab med øjnene – men man kan også lytte til landskabet med ørerne og opleve det som et ‘lydlandskab’. Schafer ser en direkte sammenhæng mellem niveauet af støj og forurening i et samfund – sound pollution. Særligt fremhæver han den præindustrielle civilisations lydlandskab som et stille og ideelt sted, før industrialiseringen og dermed støjen fra maskiner og medfølgende forurening gjorde sit indtog. Det betyder, at man ved at lytte til et lydlandskab kan stille en diagnose af lydlandskabets miljømæssige tilstand – med ørerne. Er der støjfyldt, er der højst sandsynligt også forurenet.

Kanalerne i det uvanligt stille Venedig er blevet mere klare som konsekvens af den aktuelle nedlukning i Italien. © AFP

Mange har sidenhen kritiseret denne sammenhæng ved at påpege, at der så sandelig også findes støjrige miljøer i mindre industrialiserede samfund: for eksempel gademarkeders larm og leben. Eller i naturen, hvor storm og blæst, brølende hav og piskende troperegnskyl larmer helt enormt, for ikke at tale om fugleflokkeskrig på stejle klippeafsatser, cikader, der kværner repetitivt gennem tropenatten, eller bare mågeskrig i baggården.

Alle disse lyde larmer rigtignok, men de har ingen direkte forbindelse til det industrialiserede, højteknologiske samfund, hvis lyde vi omgiver os med til daglig – biler, fly, industrielt produceret teknologi – og som larmer og forurener. Selv den dæmpede teknologi, såsom computere og mobiltelefoner, har en produktionskæde bagud, som forurener i flere led helt ned til de miner, hvor der udvindes metal og mineraler af jorden, og hvor minearbejdere går under ringe forhold og til dårlig løn. Der er nok heller ikke helt stille, dernede i mineskakterne, hvor der bores.

Lyt dig til bedre miljø

Det menneskeskabte, industrialiserede samfund, som vi lever i, er altså både forurenende og larmende. Dét er blevet helt klart under coronakrisen, hvor vi er blevet mindet om, hvor stille vi kan blive, og dermed også, hvor meget vi mennesker normalt larmer og støjer.

Vi må derfor spørge os selv: Gør fraværet af menneskelig aktivitet, og dermed fraværet af menneskabt lyd og støj, noget ved vores soundscape? Ja – her er blevet bemærkelsesværdigt stille. Er forureningen faldet under coronakrisen? Ja – over store dele af verden: I Wuhan i Kina, hvor coronavirussen begyndte, er forureningen reduceret med en tredjedel. I København er forureningen reduceret med en tredjedel. I Venedig har kanalerne aldrig i mands minde været så rene, og fisk er vendt tilbage.

Vi kan simpelthen høre den faldende (menneskelige) aktivitet, den faldende produktion og det faldende forbrug

Vi kan simpelthen høre den faldende (menneskelige) aktivitet, den faldende produktion og det faldende forbrug i vores industrialiserede højteknologiske samfund som en stilhed. Med coronavirussen er R. Murray Schafers tanker om sammenhængen mellem støj og forurening igen blevet aktuelle. Når produktionen og alting står stille, så bliver her stille. Når hjulene kører og der er gang i alle virksomhederne, så er der lyd, ja måske af den slags, vi kalder støj.

I disse coronatider kan man vitterlig høre et samfunds miljømæssige balance – her er stille, forureningen er dalet, og det er godt for miljøet, men ikke for pengepungene. Altså må vi finde en alternativ måde at fylde pengepungene på, uden at det sviner eller støjer. Måske denne bølge af stille undtagelsestilstand kan få os til at lytte lidt dybere til den verden, vi lever i: Lyder her rart? Hvorfor, hvorfor ikke? Hvis ikke, hvilke lyde gør så lydmiljøet ubehageligt at være i? Hvordan kan vi ændre på det? Hvad kan vi gøre i stedet?

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Ingeborgs essay har mange skarpe observationer af den lydlige forandring, vi indtil videre har oplevet under den aktuelle pandemi. De personlige erfaringer er en kvalitet ved teksten; det er næsten voyeuristisk at komme med ind i lejlighedens indelukkede overvågning. Erfaringerne formidles måske lidt nøgternt, og en større sproglig risikovillighed kunne måske give dem endnu større gennemslagskraft. Men det lydpædagogiske sigte med teksten – at opfordre læseren til at lytte mere aktivt til hverdagens lyde – formår dog at sætte sig fast med blivende kraft.«

Fokusartikler