Mens verden kørte på lavt blus, drog Den Sorte Skole på turné, ikke med et lille show, men med et stort tænkt værk under navnet REFRAKTO. Koncerterne, der blev fremført i kirker i Danmark, Tyskland og Schweiz (pandemien aflyste en koncert i Indien), blev markedsført som en »interreligiøs audiovisuel forestilling skabt til kirker og katedraler« – med mere end 350 samples fra forskellige kulturelle og religiøse ceremonier fra hele verden. 

Et spørgsmål rejste sig allerede før, jeg satte mig på kirkebænken i Skt. Lukas Kirke, hvor der lå pamfletter med introduktioner til de 18 forskellige ritualer, vi skulle igennem på bare én aften. Spørgsmålet angik gruppen Den Sorte Skole, som jo fra begyndelsen af deres karriere har blandet musikalske traditioner fra hele verden – fra Berghain til Honduras, Paris til Goa fra Island til Iran.

Allerførst en advarsel. Alt, hvad her følger, er skrevet lige i halen på to døgns uafbrudt selskab med landets mest entusiastiske juleavantgardister. Tiden står ganske uklart for mig, livet er hvid røg. Jeg ved, at det er juleaften på fredag, jeg ved, at det lige før var fjerde søndag i advent, og jeg ved, at jeg nu har hørt 287 julesange med Dødens Garderobe. Derudover ved jeg ikke længere noget som helst.

Jeg ville nu ikke have været det foruden. De sidste par måneder har julens musik fyldt overraskende meget i min hverdag. Først blev jeg udfordret af Atlas-redaktør Kristoffer Granov til at skrive et essay om denne, trods to årtiers poptimistisk selvretfærdighed, fortsat noget udskammede genre. Pludselig sad jeg og læste en hel bog om Irving Berlins »White Christmas«, verdens bedst sælgende single nogensinde, mens playlister med dansk, svensk, norsk jul, med arabisk, jødisk, koreansk jul, ny jul, gammel jul, dansktopjul strømmede gennem ørerne.

Nordisk musik er Big in France. Det er en begivenhed, når den i Paris bosatte finske komponist Kaija Saariaho får opført sine værker, som hun for nylig modtog en ærespris for på Venedig Biennalen. Danske komponister er darlings på traditionsrige festivaler som Warszawa Efterår. Og i Kiel, på den nye festival Frequenz – Festival der Klangkunst, som i år fandt sted for blot anden gang, var nordiske og især danske komponister og musikere ikke til at komme uden om. 

Man vadede nærmest direkte ind i Kirstine Lindemanns værk Between Strings (2020): syv snore, der hang som vasketøjssnore i foyeren på Stadtgalerei Kiel. Snorene var spændt ud mellem gamle musikinstrumentkasser og afgav lyd, når de blev aktiveret af performere (lokale, der havde meldt sig på dagen), som berørte hver deres snor, mens de gik langs snoren. Lindemann gav tegn via en lampe, når det var deres snor, som stod for tur. 

Der gik mere end halvandet år, før betonlokalerne i Kraftwerk, hjemsted for den første natklub i Østberlin, kunne give genlyd igen. Den brutalistiske bygning i Köpenicker Straße åbnede i slutningen af ​​september for at være vært for Metabolic Rift, et nyt projekt under festivalen Berlin Atonal (der løb i hele oktober). Udover en koncertserie inkluderede Metabolic Rift en udstilling i hovedsalen og i tidligere ubenyttede rum med det formål at formidle en »følelse af overbelastning, af intense og transformative musikalske og kunstneriske oplevelser«.

Titlen refererer til den marxistiske forestilling om et splid mellem industrisamfund og natur og til de strømme af energier og materialer, som mennesker regulerer mellem de to. Det tidligere vigtigste kraftværk i Østtyskland bliver ikke kun en arkitektonisk manifestation af dette forhold, men også en infrastruktur for en forandring i sig selv, sammensat af kædereaktioner og indbyrdes kommunikerende kar. På en eller anden måde adskiller disse dynamikker sig ikke overdrevent fra bygningens sædvanlige formål: En klub er et sted for udforskning af intersubjektive følsomheder og deres in-betweens, eller transformation og udveksling. 

Aldrig i mit liv havde jeg troet, vi skulle nå hertil. Altså helt konkret: op i toppen af Portland Towers, de luksuriøse, overdimensionerede cabasatårne i Nordhavn. Ikke til et arrangement om ny kompositionsmusik, i hvert fald. Men noget må være sket, for dette engang så pjaltede kunstnermiljø har fået fine fornemmelser og rankere ryg, og nu står vi altså her. Ud af øjenkrogen ser jeg eksminister Lykke Friis i samtale med den tyske ambassadør, bag dem sludrer en tidligere museumsdirektør på Rungstedlund med en lektor fra Harvard. Min garderobe slår snart ikke længere til.

Betuttet har jeg fulgt de seneste dages noget skingre udvekslinger her i Seismograf mellem Jakob Gustav Winckler og Ralf Christensen. Hvorfor skal denne vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning og musikoplevelse, som Christensen åbner for i Information 15. oktober, ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse?

Lad mig i det følgende forsøge at indtage en form for mellemliggende position. Begge skribenter har nemlig noget på hjerte, og inde bag mavesurheden og indignationen finder man nogle glimrende observationer om henholdsvis farer og potentialer ved kontemporær streamingkultur.

Man blinker med øjnene, og så er hun væk. Borte, af sted i et nyt arbejdsraseri, ude for at slippe en ny uro løs. Det kan føles helt umuligt at holde trit med Marcela Lucatelli, og før jeg får set mig om, er afstanden mellem os pludselig vokset med adskillige værker og begivenheder.

Vi mødtes for halvandet år siden, lige inden pandemien, det var dengang med det symfoniske stykke, der ikke ville opføres. Eller orkestret, der strittede imod. Spekulationerne var mange, men nu er vi videre, fornemmer jeg. Var Lucatelli trængt i defensiven dengang, har hun mere eller mindre kun blæst til angreb siden: skabt nye kunstnernetværk, udgivet ny musik, indtaget nye scener. Fået nyt, sort-hvidt hår som en anden Cruella de Vil.

Jeg kan forstå, at min artikel i Dagbladet Information om Spotify har vakt irritation hos skribenten Jakob Gustav Winckler her hos Seismograf. Jeg har pligtskyldigt læst min artikel igen og forsøgt at genkende de kritikpunkter, som Winckler har fundet. Eller rettere: De kritikpunkter som han har forsøgt at trylle frem. For det kniber virkelig for mig at genkende den tekst, som Winckler synes at have læst.

Til gengæld læser jeg hos Winckler en nem omgang whataboutism, en række bevidste udeladelser af pointer, der modsiger hans præmis samt en masse upræcise eller decideret usande identifikationer af, hvem undertegnede er. Jeg er åbenbart både nostalgiker, middelalderlig og algoritmeangst. Well, det er aldrig pænt at kalde folk for navne, men nu er jeg her ikke for at anmelde Wincklers dårlige opdragelse. Men for at besvare – og afvæbne – hans beskyldninger.

Overordnet set undrer jeg mig over Wincklers delvist defensive attitude over for Spotifys økonomiske strategier.

Vi må vriste os fri af »algoritmernes tyranni«, lyder det gammelsurt fra Ralf Christensen i Information 15. oktober.

I oktober 2021 er det nøjagtig 10 år siden, at streamingtjenesten Spotify landede i Danmark. Det vil næppe være nogen underdrivelse at sige, at meget er sket siden dengang. Nu, hvor oktoberregnen slår mod ruden, kan det være tillokkende at henfalde til nostalgien. Til en tid, hvor man selv valgte sin musik hos den lokale 'pladepusher', som Christensen romantisk erindrer. En tid uden griske pengemænd, der manipulerer artisterne og styrer massernes kulturforbrug.

Men har den tid nogensinde været der? 

»Stop med at skrive musik – slå det ind, hammer det, knep det, whatever,« bliver der råbt ud i salen. Med vilde fagter og en stemme, der konstant skifter fra en dyb growlen til lys piben, leverer Marcela Lucatelli bredsider i alle retninger. Den dansk-brasilianske komponist er i gang med performanceforedraget The Music of Multiplicities: Decolonizing the Voice of Sublimity, hvor hun slår et slag for det antipuristiske, det selvmodsigende, det antiintellektuelle, det forføriske, det affektive og for den positive vrede. Energien smitter hele Musikhusets Lille Sal, drager os ind i et univers, hvor hæmninger er til for at blive smidt. Selvom vi griner, punkterer Lucatelli den kompositoriske tilgang, mange af os er rundet af. Den klassiske tilgang, der sigter efter et tydeligt hele, fremført med en skæven til nyprintede nodeark.