Det bliver en rutineret Seismograf-skribent, der tager over, når Sune Anderberg per 1. august forlader stillingen som ansvarshavende redaktør for magasinet. Efter samtaler med flere spændende kandidater har bestyrelsen bag Foreningen Seismograf/DMT valgt at ansætte Andreo Michaelo Mielczarek, der skrev sin første artikel til Seismograf i 2012 og siden da har været en af magasinets mest leveringsdygtige journalister.

Hele min barndom har jeg tilbragt hver eneste sommer med min familie i den lille by Villefranche-sur-Mer: en ubeskriveligt smuk by lidt uden for Nice, hvor de solnedgangsgule huse spejler sig i den franske rivieras blågrønne vand, hvor cypresserne svajer i sommerbrisen, hvor den varme luft er tyk af benzin og bougainvilleaer. Og hele min barndom har vi taget bussen langs kysten til supermarkedet Carrefour – 2-4 Boulevard du Mont-Boron, 06300 Nice, Frankrig – når vi var løbet tør for nødvendigheder som rosévin, Orangina, kartoffelchips og nektariner. Jeg elskede ekspeditionerne til Carrefour: den iskolde, hvidlige dis fra kølemontrerne; de mange – i mine øjne – eksotiske varer; duftene. Især husker jeg med fotografisk tydelighed et enkelt besøg i Carrefour. Jeg var tolv år, og Lana Del Reys på daværende tidspunkt helt nye single, »Video Games«, spillede over supermarkedets højttalere. Det var kærlighed ved første lyt, jeg var tryllebundet, i ekstase.

På åbningsdagen for årets Klang Festival havde Seismograf fået lov at indlede festlighederne med en samtale om vilkårene for musikkritik i Danmark. Med udgangspunkt i den enquete, vi præsenterede i april, havde ansvarshavende redaktør Sune Anderberg derfor inviteret Anna Ullman (tidl. Weekendavisen) og Thomas Michelsen (Dagbladet Politiken) for at høre, om den saglige kritik er under pres i de store medier. Om nichemedierne er en god løsning på udfordringerne. Om kritikken er nødt til at være politisk i dag. Om musikken lider under den svindende kritik. Og meget andet. Lyt med!

Over de seneste par uger har man her på Seismograf kunnet læse blandt andre Søren Schauser, Anna Ullman og Thomas Michelsen tage temperaturen på den danske musikkritik med vurderinger af både kritikernes rolle, medieverdenen, de skriver i, og mængden af kritik, der bliver udgivet. Særligt betydningen af internettet og den allestedsnærværende adgang til stort set al musik kan de blive enige om. Men ingen af dem noterer, at kritikken oftest nedtoner musikkens primært æstetiske karakter til fordel for fokus på fortolkninger af, hvad den betyder, og hvorfor den er, som den er. Jeg læser en dansk musikkritik, der glemmer, at musikken i udgangspunktet er genstand for sansning og altså ikke primært bør behandles som en tekst. Selvom spørgsmålet om, hvordan man synes, musikken lyder, typisk affejes som en smagssag, har kritikken faktisk et urealiseret potentiale til at gøre læsernes æstetiske sans bedre.

På det nye album fra Skammens Vogn, Kunst og rock, er drømmen om forening mellem avantgardeånd og folkelighed ikke død endnu. Det er måske ikke helt oplagt at kaste sig ud i en kritik af et band og et album, der egentlig burde tilhøre mainstreamen. Men der er noget ved Skammens Vogn, som gennem årene har vakt min nysgerrighed. Noget ved sensibiliteten i det kunstneriske udtryk, noget, der ligner en æstetisk maskeringsstrategi: Det er, som om de undersøger, hvordan avantgardens selvkritiske potentiale opererer i tidens populærmusik, og samtidig formår at lade uoppustet folkelighed gå hånd i hånd med en undergravende eksistentiel tvivl.

»The Intelligence« er en daglig podcast fra The Economist med hele kloden og alle aspekter af menneskelivet som sit emnefelt. 24. marts kunne man på sin løbetur eller under opvasken opleve en tretrinsraket af inflation og rentestigninger i Tyrkiet, manglende regler for sædbanker i USA og feministiske aspekter af en ny operaudgave af Lars von Triers film Breaking the Waves. Denne sidste del var en seks minutter lang samtale om kvinder, repræsentation og opera mellem værten og magasinets kulturredaktør med lydklip fra Missy Mazzolis værk, der nogle dage forinden havde fået streamingpremiere på LA Opera. Det lille indslag når på seks minutter at sætte ord på værket, at lade lytteren opleve musikken, at diskutere værkets idé – og give et kulturkritisk perspektiv på operaen, som gør værket vedkommende og aktuelt. Det er med andre ord en klassisk operaanmeldelse, når den slags er bedst.

Brutalt. Det var det nøgleord, vi skimmede metalmagasinet Metalizeds pladeanmeldelser for: Hvis anmelderen Jakob Schultz skrev, at en plade var brutal, og gav den 9 eller 10/10, bestilte vi den hjem i den lokale pladeforretning. Det var musikkritikkens funktion for os ved indgangen til 90’erne: Fortæl os, hvad der er fedt at høre, så køber vi det. Det var ren forbrugeroplysning, Robert Christgaus klumme i The Village Voice med ultrakorte rockanmeldelser hed endda »Consumer Guide«. Internettet ændrede den præmis: Hvorfor skulle man læse en eller anden gatekeepers dom over en plade, når man selv kunne høre den med det samme og danne sin egen mening om den? Hvem er anmelderen, der tror, at han eller hun ved bedre end andre musikfans?

Jeg længes ikke i nogen særlig grad efter bedre dansk musikkritik. Det, jeg længes efter, er et økonomisk system, der ikke gør planeten ubeboelig, samtidig med at det formøbler millioner af menneskers potentiale gennem vold og slavearbejde. Dermed ikke sagt, at dansk musikkritik ikke i store træk er kedelig, elitær og inkonsekvent forbrugervejledning eller trivielle lister. For det er den, men det gør ikke dansk musikkritik til noget særligt. Det betyder blot, at dansk musikkritik er, som den meste musik- og kulturkritik er i resten af verden. Men med denne lejlighed til at ønske sig bedre musikkritik vil jeg gerne tale for genrens potentiale.