Fire mænd i kjoler og netstrømpebukser dækker et langbord. Velourdugen er rød, lysestager kommer på bordet. Det højtidelige orgel og detektivjazzen på anlægget varsler om en ilde skæbne for det spraglede middagsselskab. Er det her deres sidste nadver? 

De har den mærkeligste måde at kommunikere med hinanden på: Man snakker ikke ved bordet men skriver iltert breve med fjerpen og skiftes til at gestikulere overdrevent. Der er noget Chaplinsk over pantomimekomikken, tænker jeg i mit rådvilde forsøg på at placere det mysterium af et værk, Michael Hope har skrevet til sit komponistensemble Current Resonance – allersidste indslag på den københavnske MINU-festival. Pludselig slukker lyset, et skrig runger fra højttalerne. En forbrydelse har fundet sted. 

Nu flasher lyset i den mørke sal med en stemplende blitzlyd, som fanger ensemblet på fersk gerning i forskellige inkriminerende fotografier. Smilet breder sig på mine læber. Hvad er det for en obskur Cluedo-æstetik, vi er vidne til? Til slut er ensemblet tilbage ved bordet, og lyset er skiftet til mørkekammerets røde skær. Den stroboskopstøjende finale efterlader mig med en rundtosset tvivl om, hvorvidt værket faktisk var en mordscene, der udspillede sig eller bevismaterialet fra den. Hylende morsomt var det i hvert fald!

Det er da egentlig fornærmende lidt, vi musikkritikere har skrevet om Louis Franz Aguirres vildt kaotiske og sært fascinerende musik. De sidste tyve år har cubaneren været en særling i dansk musikliv, aktuelt bosiddende i Aalborg og endnu mere aktuelt omdrejningspunkt på Orula, et nyt album fra Ekkozone Records.

Hvad de tre slagtøjstunge værker på udgivelsen imidlertid viser, er, at Aguirre er en af de særlinge, man ikke skal undervurdere. Hu hej, en fest, jeg har haft med at drømme mig ind i den afrocubanske spiritisme, de ældgamle sydindiske systemer og den eksistentielle kamp, der gennemsyrer 55-årige Aguirres besatte og besættende musik på det, der er en af årets mest vitale udgivelser.

Det sidste, det med vitaliteten, er måske overraskende, for helt centralt for værkerne står omgangen med afdøde ånder. Alligevel emmer Orula af liv, og selvom de tre værker alle er skrevet inden pandemien – fra 2004 til 2020 – er det svært ikke at læse en personlig erfaring med en slags genfødsel ind i musikken.

»Jeg synes nu ikke, han er nær saa grim, som han ser ud, men rent zoologisk er det pudsigt, at han ligner en Papegøje, for hans Stemme er høj, tynd og skrigende«… »Papegøjen flyver daarligt; det passer ogsaa: naar Rued Langgaard svinger med Armene, saa Kjoleskøderne flagrer vildt omkring ham, har man akkurat en Fornemmelse af tung og besværlig Flyvning.«

Koncertanmeldelse i Ekstra Bladet fra 1926, selvom musikken slet ikke bliver nævnt. 

Jo mere man dykker ned i den danske komponist Rued Langgaards (1893-1952) historie, jo mere fascineres og skræmmes man af, hvor vild en person og komponist han faktisk var.  

Fascination, fordi manden var mere musikalsk begavet end nogen anden i de sidste par hundrede år på dansk jord. Skræmt, fordi Langgaard blev så helt utrolig dårlig behandlet af sin samtid og af kritikerne, men heller ikke gjorde det let for sig selv: Han skilte sig ud ved at være excentrisk, arrogant, selvhævdende, menneskesky, i besiddelse af et tragikomisk storhedsvanvid med voldsomme sociale udfordringer.  

Hvem finder på at spille trombonemusik af Xenakis langt over midnat? Oven i købet i et tidligere kommunalt slagtehus fra det 19. århundrede? Og bagefter hørte vi Luigi Nono. En af de sidste aftener på Ostrava Days – Music of Today Festival (24. august –2. september) hed godt nok The Long Night, og blandt de mange koncerter fik man endda klemt en opera om Donald Trump ind. Men denne fredag var en repræsentativ dag på den ti dage lange festival i den tidligere kulmineby Ostrava tæt på den polske grænse. For det er en intens festival pakket med den nyeste musik og lydkunst. Faktisk var Iannis Xenakis’ Keren (1986) og Nonos A Pierre. Dell’azzuro silenzio, inquietum (1985) blandt de absolut ældste værker på hele festivalen. Nonos værk, som arbejder med med »blå stilhed« var tyst og poetisk. Og Xenakis’ trombone var også blid for Xenakis at være. Basklarintetten i grækerens Échange (1989) aftenen før var markant mere dyster.

Med lyden af de to korte men insisterende værker kunne man gå ind i den tjekkiske nat i Ostrava, en by på størrelse med Aarhus. Normalt en stille by. Når der ikke er festival. 

Det gamle slagteri hedder nu Galleri Plato, og her kunne man i løbet af dagen høre komponisten og installationskunstneren Raven Chacons serie af stykker, For Zitkála-Šá (2017-2020) dedikeret til amerikanske indfødte. Musikerne sad på stole mellem publikum og spillede de korte vignetagtige stykker, sjældent over fem minutter hver: Fra næsten ikke hørbar fløjte til aggressiv violin. Chacon er født i 1977, og er den første indfødte amerikaner, som har vundet en Pulitzer-pris. 

Idéen bag den svenske kunstner og komponist Jesper Nordas The Goldberg Variation (Bach Clock) er i virkeligheden umådeligt simpel: Tonerne i Bachs Goldbergvariationer (1741) spilles efter et fuldstændig fast, ensartet tidsinterval – én tone hvert andet sekund – hvorved det højtelskede værk bogstaveligt talt forvandles til et slags Bach-ur. Idéen er simpel, men resultatet var både øjenåbnende og tankevækkende, da Norda i samarbejde med Bureau for Listening opførte værket i Bådehuset på Refshaleøen. 

Konsekvenserne af Nordas intervention i Goldbergvariationernes tempo var ret så gennemgribende. For det første varede værket pludseligt tolv timer og femogtyve minutter, hvilket er væsentligt mere end de cirka fyrre minutter, det tager Glenn Gould at spille det på den LP, jeg har stående i min reol. For det andet var værket pludseligt frataget et af sine allermest slående karakteristika: de markante skift i tempo fra variation til variation.

I begyndelsen var der ingen noise. Vi lå på solstole, lænet op af træer, vi var omringet af højttalere, selv i træerne var der højttalere. Ambientmusikken var så blid, så den næsten blev overdøvet af insekterne i det høje græs. Mennesker og andre væsner kan opleve dyb wellness her, nåede jeg at tænke i den noget nær perfekte polske sensommer. Men hvorfor havde jeg ikke tænkt på at tage en hængekøje med til denne festival, Sanatorium of Sound? Ligesom de andre, som tydeligvis havde været her før. Så begyndte hundene, som nogen havde medbragt, at gø. I samme øjeblik som Maciej Ozóg og Department of Sound Katowice startede en serie små elektroniske rystelser, som snart gik over i deciderede stormvejr. Det var stadig eftermiddag, men ambient var ovre. 

Inde i en gammel villa, som engang var et sanatorium, fortsatte Lucia H Chung fra Taiwan med blafrende sinuslyde, der konstant fandt nye og tungere rytmiske mønstre, blev hakket i stykker, og blev spyttet ud i en hvirvlende rørlyd. Den industrielle noise var ankommet til den lille by Sokołowsko i bjergene, som hedder Góry Suche, altså »de tørre bjerge«. 

Faktisk var det bare en indskudt bemærkning. Men det endte med at binde hele aftenen sammen. Jakob Munck lagde sin tuba og rejste sig intuitivt med nodebladet i hånden. Vi var nået til aftenens sidste indslag: Henning Christiansens afstande skal overvindes (1980). Talstærkt havde vi siddet til rejsegildet for en splinterny sal på 44Møen. Kunsthallen fra 2007 blev et af Christiansens sidste projekter og har siden udviklet sig til et sugende magnetfelt om kunstnermiljøet på Møn. Selv drog komponisten i eksil til øen med hustruen Ursula Reuter Christiansen i starten af 70’erne og senere stødte blandt andre kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Olsen til. 

Jeg havde spottet mange af fastliggerne blandt publikum. »Christoffer Møller [pianisten, red] bor lidt længere nede af vejen,« fortalte sønnen Thorbjørn Reuter Christiansen, der i dagens anledning havde malet sit ene øre grønt. For det var en Øresalon, vi var blevet inviteret til – svarende til den Christiansen lavede i 1985 på et galleri i Horsens, hvor han malede de besøgendes ører for at opfordre dem til at lytte anderledes. 

Musikkens verden er i evig bevægelse, den søger altid nye grænser og udfordrer de etablerede normer. I dette stadigt udviklende lydbillede har Unsound-festivalen i Kraków fundet sin niche som en bastion af eksperimenterende musik og avantgarde-udforskning. I sin 2023-udgave lover festivalen en unik blanding af sonisk innovation, kritisk diskurs og hejser flaget for mangfoldighed og inklusion.

Jeg scanner gennem festivalens lineup, og blandt de mange berømte og nye eksperimentelle og undergrundskunstnere får jeg øje på navnet UKRAiNATV, et lokalt kollektiv, som blev udvalgt i Unsounds open call.

Mens festivalen er velkendt blandt connoisseurs af eksperimenterende musik i Vesten, er der en stor mangel på indsigt i den blomstrende central- og østeuropæiske musikscene, som Unsound kalder sit hjem. I et forsøg på at trænge igennem det vestlige ekkokammer, som ofte skjuler det nærliggende østlige musiklandskab, beslutter jeg at sætte fokus på internet-tv-projektet UKRAiNATV. Deres mission? At styrke et eklektisk ensemble af grænseskubbere blandt flygtninge, expats, migranter, kreative, som ofte kvæles af statskontrol og mangel på muligheder, uanset deres nationalitet eller kultur.