Marcela Lucatelli. © Dimitri Djuric
interview

Knas i maskineriet

En uge inden den planlagte uropførelse af Marcela Lucatellis »RGBW« ved åbningen af årets Pulsar Festival meddelte DR Symfoniorkestret, at man grundet »opførelsestekniske problemer« måtte aflyse værket. Det har medført stor debat – vi taler med komponisten, festivallederen og orkesterchefen om situationen og forløbet op til aflysningen.
Af
27. February 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Fire minutter er der gået, siden orkestret begyndte at spille Marcela Lucatellis RGBW (2019). Med individuelle, skrøbelige stemmer til de enkelte musikere har komponisten villet tegne et billede af den orkestrale enhed som en nervøs og uperfekt maskine. Strygere, horn, træblæsere, slagtøj – alle har de spillet hurtige sekstendedele, flere af dem i yderregistre, men i et langsomt tempo. Og så går lyset i salen ud, vi er halvvejs i værket. »Marcela går ind på scenen; applaus«, står der i det komplekse, men ellers helt konventionelt noterede partitur. Iført en lysende LED-dragt med hat, vest og nederdel improviserer hun vokalt over orkestrets nodemateriale, mens hendes medbragte lysmand sørger for, at musikken og Lucatellis bevægelser aktiverer og styrer lyset i koncertsalen. Efter ti minutter ender værket, og den 31-årige komponist kan fejre et foreløbigt højdepunkt i karrieren.

Sådan kunne en liveopdatering fra næste uges åbningskoncert ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige Pulsar Festival have set ud. Programmet for koncerten talte indtil i forgårs både værker af den nylige DKDM-debutant Marcela Lucatelli, de nuværende studerende Xavier Bonfill og Matias Verstergård samt amerikanske Julia Wolfes Flower Power (2020), en fællesbestilling af Los Angeles Filharmonikerne og DR Symfoniorkestret. Men tirsdag formiddag modtog Lucatelli et opkald fra festivalens kunstneriske leder, kompositionsprofessoren Niels Rosing-Schow. Han måtte, med stor beklagelse, oplyse hende om, at DR Symfoniorkestrets øverste chef, Kim Bohr, netop havde meddelt ham, at musikerne ikke så sig i stand til at opføre RGBW. Opførelsen var aflyst.

»Musikerne i DR Symfoniorkestret er sindssygt gode nodelæsere, så der burde ikke være noget, der ikke kunne løses«

»Jeg var i totalt chok,« fortæller Lucatelli onsdag formiddag på caféen Overfor på Frederiksberg. Der er gået 24 timer siden opkaldet, og hun har ikke fået meget søvn, men vil gerne mødes og fortælle om den sene aflysning, som ifølge hende er sket på en meget usædvanlig facon. »Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Klokken ni tirsdag morgen talte jeg i telefon med orkestrets koncertmester. Det var første gang, vi talte direkte sammen, og hun havde tre – kun tre – kommentarer til partituret. Der var nogle steder, strygerne ikke kunne spille, og vi aftalte for eksempel, at de kunne nøjes med at spille den øverste tone og dæmpe resten af strengene. Der var også en punkteret pause, som var lidt vanskelig at læse i enkelte takter, men det kunne jeg sagtens ændre. Det samme gjaldt et sted, hvor der var for kort tid til at komme fra en tone til et pizzicato. Jeg accepterede alle ændringerne og troede, at alt var godt.«

En time senere, klokken 10.09, er RGBW imidlertid forsvundet fra foromtalen af koncerten på DR’s hjemmeside. »På det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at værket var taget af programmet. Jeg blev først ringet op klokken 11.20, og aflysningen kom som en stor overraskelse og uden anden begrundelse end ‘opførelsestekniske problemer’. Selvom det ikke rigtig er en (eks-)studerendes ansvar, var jeg nødt til at ringe til Kim Bohr – som jeg ikke kender – for at få en forklaring, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, og det gjorde han heller ikke. Han beklagede, men sagde, at der var noget teknisk ved partituret, der ikke kunne løses. Det er frustrerende, for jeg har forsøgt at komme i kontakt med de involverede i lang tid og tilbudt at løse eventuelle problemer. Musikerne i DR Symfoniorkestret er sindssygt gode nodelæsere, så der burde ikke være noget, der ikke kunne løses.«

DR Symfoniorkestret. © Per Morten Abrahamsen
DR Symfoniorkestret fotograferet i DR’s Koncertsal. Pulsar-åbningskoncerten finder sted på DKDM. © Per Morten Abrahamsen

På en telefonforbindelse fra DR Byen sætter Kim Bohr torsdag formiddag flere ord på problemerne. »Når materialet ikke er i orden og ikke er kunstnerisk forsvarligt, så giver det ikke nogen mening at opføre værket. Vi er der for de studerendes skyld, og hvis materialet er mangelfuldt, så får de en virkelig dårlig oplevelse, og det bliver umuligt at forløse musikken. Vi spiller rigtig gerne RGBW, og det har vi også sagt til Marcela, men materialet skal simpelthen have en omgang til, og næste gang, vi er på Pulsar, så tager vi det op igen.«

Han er ikke enig i Lucatellis opfattelse af, at hun ikke har kunnet få en ordentlig forklaring på aflysningen. »Jeg er ikke på Facebook, men lige nu kan jeg se fra en kopi, at det bliver modbevist på det kraftigste af blandt andre Gert Sørensen (percussionist i DR Symfoniorkestret, red.), så det er en meget ensidig oplevelse, Marcela har af det, og det vil jeg simpelthen ikke gå ind i, for jeg har ikke været en del af det. Jeg ved, at der har været masser af kontakt, og når materialet ikke er der – når der er skrevet for flere instrumenter, end der findes i orkestret, og så videre – så kan man på tre prøvedage med fire nye stykker simpelthen ikke nå at give det en kunstnerisk forsvarlig udførelse. Hvis hun skal have en god oplevelse, når hun hører sit værk, så skal hun levere noget, der gør, at musikerne kan forløse det. Det er helt grundlæggende sådan, man arbejder.«

Så det har handlet om, at partituret har krævet flere percussionister, end der har været til rådighed i orkestret?

»Det er en del af det. Det er jo også selve måden, det er noteret på, som simpelthen gør, at det ikke kan spilles.«

I flere stemmer end percussionstemmerne?

»Ja.«

Sprængfarligt møde

En passioneret debat har allerede udspillet sig på Facebook, mens dette skrives. Dårlig kommunikation – hovedsageligt på mail – mellem de involverede parter samt den sene aflysning har ført til frustration hos mange, ikke blot Marcela Lucatelli selv. Har DR Symfoniorkestret været for afvisende over for et eksperimenterende værk allerede fra begyndelsen? Er partituret for svært at indstudere – kræver det for meget af de medvirkende? Lucatelli, som er kendt for sine performative og kaosæstetiske værker, har taget noderne med på caféen, så diskussionen forhåbentlig kan nuanceres.

»Jeg har bevidst skrevet stykket på en meget traditionel måde, og musikerne skal kun spille noder,« fortæller Lucatelli, mens hun bladrer igennem noderne. Underforstået: De skal ikke performe kropsligt eller lignende. »De spiller udelukkende sekstendedele, men tempoet er langsomt – mellem 40 og 80 – så det burde ikke være et problem for en orkestermusiker. Jeg har udviklet noget software, som har oversat RGB-farvemønstre til forskellige orkesterteksturer, og idéen er at portrættere den her maskine, som et orkester i princippet er, som noget skrøbeligt. Den første halvdel af værket er stille og rolig, det handler kun om musik. Der er en del percussion og effekter, som giver en vis teatralsk opfattelse af, hvad der sker, og som tydeliggør den her bizarre maskinopdeling og det menneskelige forsøg på at være noget maskinelt og automatiseret – hvilket også er sådan, jeg ser et orkester som en institution.«

Efter Lucatellis egen vurdering burde orkestret sagtens kunne spille partituret, som hun mener er helt konventionelt. »I en Ligeti-kontekst er det helt standard,« fortæller hun. »Jeg ved, at andre komponister har mødt så meget modstand fra orkestret, og det havde jeg bare ikke brug for – jeg har allerede nok at se til med at komponere et stykke, som er socialt relevant – så min tanke var, at musikerne ikke skulle gøre andet end at spille.«

»Hvis man søger en konfrontation af den art, så risikerer man jo at skabe en frygtelig badwill, som vil præge hele prøveforløbet«

Komponisten afleverer sit partitur i december og får at vide, at der vil være mulighed for at komme i kontakt med musikerne. I løbet af januar og februar har hun en mailudveksling med Gert Sørensen, der ønsker, at percussionstemmerne bliver skrevet om. Partituret, der allerede har været forbi en erfaren redaktør, bliver gennemgået i samarbejde med Niels Rosing-Schow, men ændringerne er ikke tilstrækkelige. »Stemmerne er ikke OK,« skriver Sørensen i en offentliggjort mail til kompositionsprofessoren mandag formiddag, dagen inden aflysningen.

For Niels Rosing-Schow kom aflysningen som et mindre chok end for Lucatelli, fortæller han onsdag eftermiddag over telefon, men han er tydeligt nedslået over situationen. »Jeg har selv prøvet det samme, og uanset årsagen, så har man det ikke godt. Marcela og jeg havde talt om, hvad vi kunne gøre ved det ene og det andet, for vi havde jo hørt, at der var forskellige problematikker. Marcela gjorde nogle ting, som så viste sig ikke at være helt tilstrækkelige, og jeg kiggede selv på det. Jeg sad faktisk og arbejdede med det, selv samme formiddag som Kim Bohr ringede, for at danne mig et overblik over problematikkerne, og hvordan man skulle bidrage til at løse dem, men Kim Bohr havde jo altså så den vurdering (at problemerne ikke kunne løses, red.).«

Rosing-Schow peger på, at udfordringen både har haft praktisk og æstetisk karakter. RGBW har krævet en stor blottelse af de enkelte musikere i orkestret, da mange af stemmerne har været enkeltstemmer, og det kan have bidraget til konflikten. »En musiker bruger hele sit liv på at perfektionere sig, og for en orkestermusiker handler det jo om at realisere den node, der står foran én, så præcist og kunstnerisk tilfredsstillende som muligt.« Den ambition har ført til et sammenstød med Lucatellis ambition om at portrættere orkestret som en skrøbelig enhed. »Det handler både om æstetik, arbejdskultur og ens selvforståelse som musiker. Det er sådan noget, som ikke kan håndteres i løbet af tre prøvedage. Hvis man søger en konfrontation af den art, så risikerer man jo at skabe en frygtelig badwill, som vil præge hele prøveforløbet og koncerten. Derfor vil jeg gerne tale med DR om, hvordan vi kan finde en samarbejdsform, hvor det bedre lykkes at fange de her ting undervejs – både de praktiske ting og de mere eksperimenterende ting, og hvordan vi håndterer de her møder.«

DR Vokalensemblet uropførte i 2018 Marcela Lucatellis »The Golden Days« ved Pulsar Festival. © DR

Marcela Lucatelli er på forhånd blevet advaret om, at det kan kræve stor forsigtighed at kommunikere med et orkester. »Niels havde sagt, at jeg skulle passe på, hvad jeg sagde, og at jeg hellere skulle ringe end skrive.« Og da hun gennem en videresendt mail finder ud af, at der er intern utilfredshed med nogle meget lyse violinstemmer, som man gerne vil have oktaveret ned for bedre at kunne spille dem, forsøger hun at ringe til orkestret, men uden held. »Derfor skrev jeg en meget venlig mail, hvor jeg prøvede at forklare, hvad der var vigtigt for mig i værket. Det ville ikke fungere at oktavere ned, for det handler om selve det klanglige udtryk. Så måtte de hellere spille det som en effekt. Jeg forklarede, at hele idéen med værket var at sætte fokus på menneskets skrøbelighed og uperfekthed.«

Men som de fleste ved, er mailkommunikation et delikat foretagende, især når det gælder større grupper. »Mailen udløser ramaskrig. Den bliver sendt videre til alle mulige mennesker (i administrationen, red.), som jeg ikke kender, og de mener, den er uforskammet. Men jeg har bare forsøgt at sige, at jeg ikke står i opposition til musikerne, og at jeg godt ved, hvad jeg laver.«

»Hvis man vil helt ud på kanten, så skal man ikke gøre det til en koncert med tre dages prøver på fire spritnye værker«

Hun køber ikke forklaringen om, at værket ikke kan spilles. »Partituret er professionelt. Selvfølgelig er der – ligesom i alle andre partiturer – detaljer, som jeg hellere end gerne retter til. Komponister er indrettet sådan, at hvis man beder dem om at skrive alt om over natten, så gør vi det. Men jeg var nødt til at sidde sammen med Niels og prøve at gætte, hvad problemerne helt konkret var. Jeg har haft studerende til at spille stemmerne, og det gik fint. Mine kolleger har kigget på partituret og sagt god for det. Men man har ikke engang villet give det et forsøg ved en prøve.«

Kim Bohr mener, at RGBW i sin nuværende form havde egnet sig bedre til et workshopforløb. »Når hun (Lucatelli, red.) forklarer mig, at det er skrevet sådan, at det principielt set er uspilleligt, og at hun i virkeligheden gerne vil have en effekt, så er det måske et notationsspørgsmål, hvor man kan sige: Jeg vil gerne have den her effekt, for eksempel kaos, og det skal så noteres på en anden måde end ved at skrive et par – eller nogle – takter, som er så fuldstændig uforståelige, at det bliver kaos, for så reagerer musikerne jo. Det er måske der, vi skal gribe i egen barm og sige: I stedet for at lave en koncert, så skal vi lave en workshop. Og det er jo det, som Niels og jeg skal have talt om. Vi har bare haft den idé, at ved at tage det dybt alvorligt og køre det i et normalt forløb, så kommer komponisterne ind i den professionelle maskine. Men hvis man vil helt ud på kanten, så skal man ikke gøre det til en koncert med tre dages prøver på fire spritnye værker, for så går det frygteligt ud over de andres værker.«

Strukturel modstand

Både Niels Rosing-Schow og Kim Bohr understreger, at de gerne ser en opførelse af RGBW ved en senere udgave af Pulsar Festival. For Marcela Lucatelli handler det dog om mere end bare det. »Det handler om hele måden, jeg er blevet behandlet på, og den måde, samarbejdet fungerer på. For mig ligner det en facade, hvor orkestret gerne vil fremstå som nogle, der sætter sig selv på spil for de unge komponisters skyld, mens det i virkeligheden er en opgave, de ikke har lyst til at påtage sig. Kim Bohr fortalte mig, at musikerne havde følt sig for udsatte, men det er lige præcis dét, der optager mig – jeg er ikke interesseret i en perfekt opførelse, det er ikke dét, værket handler om. De forstår ikke rigtig, at skrøbelighed spiller en central rolle for æstetisk innovation. Jeg kunne måske forstå reaktionen, hvis jeg havde afleveret et andet materiale, men jeg viser slet ikke den ‘vilde’ side af mig, jeg spiller med på deres præmisser. Jeg har arbejdet sindssygt hårdt på at tilpasse mig institutionen, og jeg er superinteresseret i dét møde – det er vigtigt for mig, og det er relevant. Og værket er dybt inspireret af miljøet omkring mig; der er også en smule Pelle Gudmundsen-Holmgreen over det – det kommer ikke ud af det blå.«

Lucatelli har boet i Danmark halvdelen af sit liv, og den aktuelle oplevelse illustrerer for hende et mere strukturelt problem med de musikalske institutioner herhjemme. »For mig er det lidt et dansk fænomen. Jeg har været gennem forskellige ting, jeg ikke fortæller om, men på et tidspunkt synes jeg, det er vigtigt, at folk ved, hvad der foregår bag facaden. Et orkester er et godt billede på opfattelsen af et harmonisk kollektiv, men der er mange ting, som folk ikke taler om. Jeg ville ønske, vi kunne lære lidt af Tyskland på det område, men herhjemme er der en stor modstand fra institutionerne.«

Ifølge Kim Bohr er modstand dog også en konstruktiv kraft. »Orkestrets musikere er dybt dedikerede, og de er meget professionelle, når det gælder musikken – også den ny musik. Når reaktionen er, som den er nu, er det jo netop, fordi vi alle sammen vil levere det bedste på næste torsdag. Hvis indstillingen var slap, så ville man sige: Nå ja, vi kan ikke rigtig læse det, og der mangler et par slagtøjsspillere, men det er ligegyldigt, det gør vi bare. Vi tager det her så alvorligt, at vi vil levere den bedst mulige vare på torsdag. Jeg har været her i snart mange år, og jeg har kun set, at folk har villet levere det ypperligste, når de sidder der, og det har vi også gjort på de sidste Pulsar-ting.« Han kalder det i samme ombæring »en ualmindeligt grov anklage«, at flere unge komponister skulle være blevet dårligt behandlet i mødet med DR Symfoniorkestret. »Jeg vil da rigtig gerne vide, hvem det er, så jeg kan spørge dem, hvornår de har oplevet det. Jeg har jo været med til prøverne, og jeg har også siddet der, når DR Vokalensemblet har været med til Pulsar – de arbejder jo på en lidt anden måde, hvor de laver workshops i stedet for en koncert, og jeg har kun fået utrolig gode tilbagemeldinger derfra.«

»Jeg er ikke interesseret i en perfekt opførelse, det er ikke dét, værket handler om«

Han gør opmærksom på, at det ikke er usædvanligt, at værker aflyses. »Det er jo ikke første gang. Nu er det færdigt, men jeg tror, vi har udsat Simon Steen-Andersens Trio to-tre gange. Hver gang, vi har aflyst det, har vi ligesom sunket og sagt: Jamen det bliver godt, for fanden. Og det er det så også blevet, sindssygt godt. Det er bare for at sætte Marcela lidt i perspektiv, så nu skal den have en skalle, og så kan det gå hen og blive et rigtig spændende værk. Men lad mig lige understrege, at vi vitterlig gør det her for næste generations skyld. Hvis de ikke får en chance for at prøve sig af i det, jeg kalder den hårde, rigtige verden, så får vi jo ikke en ny generation af komponister.«

Niels Rosing-Schow maner forsigtigt til forsoning, her en uge inden festivalstart. »Jeg oplever jo ikke, at orkestret som sådan siger: ‘Det kan vi slet ikke være med til.’ Der er en vilje til at være åben og eksperimenterende, men her og i tilsvarende situationer må vi være dygtige til at fange det i tide og få talt igennem, hvordan vi kan arbejde med dem. Her er det gået op i en spids, kan man sige, men det er jo ikke, fordi problematikken er ukendt: at man har situationer, hvor man æstetisk må prøve at få nogle ting til at mødes. Vi må arbejde med at finde en form, hvor vi bedre kan få det til at lykkes. Foreløbig er vi (Rosing-Schow og Bohr, red.) enige om, at vi gerne vil opføre RGBW, hvis Marcela stadig er indstillet på det. Det må hun gøre op med sig selv. Komponister orienterer sig jo i alle mulige retninger, så det er hverken første eller sidste gang, vi kommer til at stå i de her situationer, og det kommer vi til at tale om.«

For publikum er aflysningen – eller udsættelsen – af RGBW en ærgerlig overraskelse. Værket kunne være blevet et ualmindelig interessant møde – æstetisk såvel som institutionelt – mellem en af de mest spektakulære unge komponister herhjemme og det store orkesterapparat. Marcela Lucatelli lader sig næppe slå ud af oplevelsen, men skuffelsen er tydelig, mens vi bladrer igennem partituret på cafébordet. »Mit udtryk er så langt fra orkestrets tankegang, at det er ligegyldigt, hvor meget jeg prøver at forklare det. Men jeg er helt sikker på, det her var blevet fantastisk. Fordi det … undskyld …« Hun griner galgenhumoristisk. »… er så velskrevet.«

Partituret til Marcela Lucatellis »RGBW« kan læses online på nodeforlaget Edition S’ hjemmeside. Pulsar Festival finder sted 4.-12. marts – se hele programmet her.